SCENEKUNSTNERE

     

    Legatmotivering 2024

    Scenograf og kostumedesigner Christian Albrechtsen

    Når scenografen og kostumedesigneren Christian Albrechtsen hører musik, lytter til en tekst eller læser et drama, går hans indre filmproduktion straks i gang. Konkrete elementer fra forlægget fletter sig sammen med vilde abstraktioner og tager ham med til ukendte visuelle landkskaber, som straks genopstår på hans computer. Hvis det da ikke bliver til musik. Musiker er han nemlig også.

    På den måde er det lykkedes ham at genskabe zoologiske vidundere på de danske scener, som ingen anede eksisterede, eller beskrive ukendte himle, der havde ligget foldet ind i tidslommen i et gammelt salmevers. Gennem hans forunderlige sanseapparat har kæmpehybenhoveder og poetiske lysvæld fundet vej til teatrenes fortællehuler og skabt overrumplende nye adgange til universer, vi troede, vi kendte – sådan som det fx var tilfældet, da han i nyklassikeren Lang dags rejse mod nat (2017) på Det Kongelige Teater lod de blodrøde blade falde som tårer over den dysfunktionelle familie, eller da han fik Aarhus Teater til at eksplodere som et kontrolleret syretrip i teaterkoncerterne Lyden af de skuldre vi står på (2017) og Lazarus (2019).

    Et særligt kapitel i hans karriere er samarbejde med instruktøren Anja Behrens. Et frugtbart makkerskab, som efter at have frembragt den smukt og brutalt konfrontatoriske Sort vand på Edison (2017) og den sjælerystende opera Nordkraft (2021), gik i kødet og sjælen på de græske hævngudinder i furie-trilogien på Husets Teater, Fædra (2022), Elektra (2023) og Kassandra (2024).

    Den foreløbige kulmination på dette unikke samarbejde var det giganske ritual Under dybet på Det Kongelige Teater (2024). I tre kapitler – fødsel, seksualitet og død – og med bl.a. fem operasangere, fem dansende solister og hele det kongelige corps de ballet førte de Operaens kæmpepublikum ned i dybet under vores kontrollerede hverdagsfremtoning. Med kroppene som pensler komponerede Christian Albrechtsen en abstrakt livsfrise, på én gang barok og bevægende, dyrisk og meditativ, og skønt et kæmpemæssigt kranie var menneskemylderets selvlysende endemål, lykkedes det ham at massere vores livstraumer med sine uforklarlige, sanselige syner, så man fandt ro i denne dystre uafvendelighed. Det var et gigantisk eksperiment ført til kunstnerisk sejr med teknisk ekvilibrisme og et helt usædvanligt kunstnerisk mod.

    Det er ikke engang ti år siden, Christian Albrechtsen blev uddannet fra scenografilinjen på Danmarks Scenekunstskole (2015), men han har allerede sat nye visuelle standarder i dansk teater. For sin kunstneriske stringens og for sin vibrerende, musikalske lydhørhed, når tekst og musik skal omsættes til scenebilleder, og for sit mod til at skabe de mest vidunderlige og poetiske virkelighedskollisioner på scenen modtager Christian Albrechtsen Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Skuespiller Marie Knudsen Fogh

    Da Marie Knudsen Foghs Anita tog ordet i Henrik Szklanys ’Anita-trilogi’ på Aalborg Teater, fik det såkaldte Udkantsdanmark endelig fuld opmærksomhed på en dansk scene.

    Budskabet stod bøjet i neon og dyb solidaritet: Udkantsdanmark er ikke befolket af tabere og nasserøve, men bl.a. af mennesker som Anita, der hverken har platinum kort eller ratepension, men både værdighed og varme; og af individer og familier, der kæmper for deres ret til at gøre tingene på deres egen måde uden om de fælleskommunale skemaer – i dette tilfælde centreret omkring en stout jyde, der uden respekt for stave-, moms- og socialkontrol forbeholder sig ret til at udtrykke sig i sit eget drastisk-humoristiske og frodige frisprog.

    Opført over flere år (Alle mulige ting til salg (2018), Oprør i kommunen (2020) og Dødsbo på pløjemarken (2023)) og til sidst samlet i en maratonforestilling på syv timer udførte Marie Knudsen Fogh en imponerende kunstnerisk magtdemonstration som hovedpersonen Anita. Blottet for forfængelighed, med chokerende autenticitet og uimodståelig charme beskrev hun den udsigtsløse rejse på velfærdssystemets nederste dæk.

    Det var en fest. En tragisk en af slagsen. Men fuld af lune og latter. Og med Marie Knudsen Fogh som det suverænt styrende midtpunkt i den slidte lænestol.

    Der gik kun et par år, efter at Marie Knudsen Fogh var blevet uddannet ved Skuespillerskolen i Odense i 2013, før Aalborg Teater klogt knyttede dette oplagte talent til sit ensemble. Med enkelte afstikkere til film og TV har den nordjyske arbejdsro givet hende mulighed for at vokse organisk ind i et stadigt ekspanderende rollefag. Hun har undgået alle ingenuerollerne, for de har altid ligget hende fjernt, men til gengæld har hun tidligt fået mulighed for at kaste sig ud de herligste karakterroller med saft og kraft, med kantede overbevisninger og psykologisk potentiale.

    Således var hendes Martha i Albees Hvem er bange for Virginia Woolf(2022) et originalt, stærkt og sårbart portræt af en kvinde, der ulykkeligvis betragter sit liv og sit ægteskab som et stratetisk magtspil. Det er en bravour-rolle, som hun landede uden én eneste falsk overtone, ligesom hun i den mere neddæmpede rolle som Eva i Bergmans Høstsonaten (2024) – den voksne kvinde, som til stadighed angler efter sin feterede mors kærlighed – fandt ind til en rørende sødme og til sidst fik kontakt til den forløsende vrede.

    Marie Knudsen Fogh har på få år etableret sig som en ener dansk teater. Ikke en solist, snarere tværtimod, men et sjældent rigt og groundet talent af den slags, der kun opstår enkelte af i hver generation. Hun har en enorm appetit på det menneskelige drama; ejer et frodigt forvandlingstalent; og man mærker tydeligt, at hun ikke bare er solidarisk med sin egen karakter, men med hele forestillingen. Som opmuntring til ufortrødent at fortsætte den imponerende scenekunstneriske udvikling modtager Marie Knudsen Fogh Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Danser og koreograf Selene Muñoz

    Selene Muñoz er danser og koreograf. Men hun er også et kropsinstrument. Og dermed et passioneret, hælspillende, flagrende, sensuelt, synkoperet, klappende, svævende, bankende og bydende bevægelseskunstværk, der uden ord fortæller intenst og medrivende om liv og død, om ensomhed og glæde, svigt, trods og ekstase..

    En skulders arrogante afvisning; et æggende håndled på jagt; et hævet øjenbryn over et udfordrende blik; et par højhælede trommestikker, der sprænger alle rammer for, hvad der burde være menneskeligt muligt selv for en saftspændt krop: Selene Muñoz’ bevægelseskunst er eksperimenterende ny dans, men kommunikerer ad kroppens urgamle kanaler, hvor musklernes rytmiske kalden vækker slumrende længsler og erfaringer i betragteren.

    Som dansk-spansk dansebarn voksede Selene Muñoz op med flamencodansen som sit modersmål, og efter sin uddannelse dels på flamencocentret Amor de Dios, dels på Royal Conservatory of Dance, begge i Madrid, har hun skabt sig et navn i den internationale danseverden både som danser og koreograf og som underviser med workshops over hele verden fra Asien over Europa og til USA, bl.a. på New York City Ballet.

    I dette konstant udfordrende fag er man også nødt til også at være entreprenør. Det har Selene Muñoz måttet lære sig, og efter at have stiftet kompagniet Danzart i 2013, er det lykkedes hende at håndplukke en lang række spændende og udfordrende medskabere til sine forestillinger fra både den internationale danseverden og det klassiske og rytmiske musikmiljø.

    Hun har danset sine fortællinger, der altid understøttes af håndsyet haute couture fra fjerne feminine drømmeriger, på eksklusive steder som fx Guggenheim Museum i New York, World Expo i Shanghai, Reina Sofia Museum i Madrid, Tower of David i Jerusalem og Bergen Festival i Norge, og herhjemme har bl.a. Det Kongelige Teater, Bellevue Teatret, CPH Summer Dance, Louisiana, Musikhuset Aarhus og senest Folketeatret i september 2024 lagt scener til hendes ekvilibrisk nyskabende formsprog og givet smagsprøver på den universelt forståeligt, men dybt avancerede bevægelsesgrammatik.

    Hendes udgangspunkt og konstante reference er flamencoen, et krydret og rigt ornamenteret forestillingsunivers, men hendes store originalitet ligger i, at hun som danser og koreograf er i konstant dialog med den moderne dans – og med musikken og sangen.Ofte helt konkret de enkelte instrumenter, som ikke alene akkompagnerer dansen, men er en integreret del af bevægelserne og lydene, sådan som det fx fremgik af 10 celli danser flamenco sammen med DRS symfoniorkester i Østre Gasværk Teater (2014).

    Ved at insistere på at udforske tilværelsen med afsæt i flamencoen, men med en lydhørhed over for andre trinsprog og musikalske kulturer har Selene Muñoz skabt et helt unikt koreografisk-musikalsk univers. For dette pionérarbejde på tværs af kunstarterne og for at have bidraget væsentligt til at forny det danske trinsprog hædres Selene Muñoz med Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Skuespiller Karen-Lise Mynster

    Få skuespillere herhjemme kan som Karen-Lise Mynster få en en dramatikers replikker eller en digters ord til at lyse som brændende fakler i teatrets mørke. Eller værne om de skrøbeligste sandheder med et blik.

    Eksempler kunne være hendes Tove Ditlevsen-cabaret Tågænger (2000), hendes kompromisløst nøgne fortolkning af den østtyske Renate i monologen DET DER ER eller hendes Inger-Christensen-forestilling Det springende punkt (begge 2015). Publikums øjne hang ved ordenes lys; vi lyttede betaget til deres iboende løfte om en vej frem for den, der gør sig umage med eftanken og empatien.

    Nævnes bør også adskillige Norén-forestillinger, fx uropførelsen af Autumn and Winter (1989), og hele hendes omfattende erfaringer med Shakespeares, Tjekhovs og Molières filosofisk-musikalske menneskekløgt. Listen over betagende præstationer er nærmest endeløs, for Karen-Lise Mynster har siden sin debut i 1975 og sit egentlige gennembrud som Eliza i My Fair Lady på Det Danske Teater tre år senere insisteret på at undersøge den sammensatte og gådefulde tilværelse fra scenen som en sand opdagelsesrejsende.

    Snart udforskede hun med mild omsorg hverdagen for demensramte og deres pårørende; snart fru Heibergs eller Mutter Courages ikke altid lige kønne kamp for overlevelse; snart stod den på Bohrs umulige dilemma om a-bombens tilblivelse eller vild fridykning i de græske tænkeres komplicerede tankehav. Alt menneskeligt har haft hendes opmærksomhed og dermed fået publikums.

    Modigt, nysgerrigt og med en gennemgående kvindepolitisk bevidsthed som kompas har Karen-Lise Mynster ladet ny dramatik veksle med klassikere, dansk med udenlandsk, komedie med tragedie, revy med musical, monologer med store kollektivforestillinger, kælder- og turnéteater med nationalscenens kæmpesale. Lysten til og sulten efter eventyret i hver enkelt karakter, i hver enkelt fortælling, har skabt en helt usædvanligt frodig scenisk livsfrise – endda med overskud til en sideløbende film- og TV-karriere med masser aftankevækkende præstationer.

    Det siger alt om Karen-Lise Mynsters konstant overrumplende scenetalent og formidlingskraft, at hun i en udendørsforestilling som Molières Den gerrige på Grønnegårds Teatret (2023) i konkurrence med regnstænk og mågeskrig tegnede et overvældende præcist portræt af den fornærede Harpagon: Hendes ekspressive spillestil fandt uden svinkeærinder ind til ordenes og kroppenes sandheder fra Solkongens tid og forbandt dem nærmest selvfølgeligt med vores egen; hun forstørrede Harpagons naragtigheder og lod os rase sammen med de unge. Men hun fik os også til at lytte til dette frønnede følelsesbræts indre logik, hans tvivl og afmagt, hans følelse af at stå uden for tiden, og derfor blev portrættet aldrig ukærligt. Man forstod ham uden at være enig med ham. Det var stor kunst.

    Med sin gnistrende musikalitet, enestående disciplin, menneskelig generøsitet og skarpe sprogopmærksomhed har Karen-Lise Mynster haft afgørende betydning for dansk teater i næsten 50 år og står i dag som et af scenekunstens absolutte fyrtårne. For sin livslange indsats for kunstartens udvikling og fornyelse modtager Karen-Lise Mynster Ole Haslunds Hæderslegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Skuespiller Mads Wille

    Da Mads Wille greb megafonen i Jens Blendstrups monolog Gud taler ud på Husets Teater (2012), blev man blæst fuldstændig bagover. Ikke bare fordi teksten var et sønligt vredesudbrud af de større – grotesk, morsomt og utilpasset – men fordi Mads Wille, den altid stilsikre, lidt hemmelighedsfulde skuespiller åbnede for en opslemmet aggression, der uden forbehold, råt og direkte, viste en ny fandenivoldsk side af ham. Sikke en forløsning.

    På dette tidspunkt var han sammen med Simon Boberg selv teaterchef på Husets Teater, som de havde overtaget efter allerede i 2002 at have skabt teatret PLAN-B i det gamle Huset i Magstræde. Her havde deres fokus været på den nye dramatik, og dette velkuraterede udblik til de nye internationale strømninger tog de med sig til Halmtorvet, som de åbnede med den knivskarpe tyske forestilling En smule stilhed før stormen (2008), hvor Mads Wille spiddede den oprørske unge skuespiller præcist og vittigt. Senere var han med legende overskud superhelten i ungdomsforestillingen Greenboy (2011).

    Da chef-duoen forlod Husets Teater efter otte år, fik Mads Wille igen tid til sin egen skuespillerkarriere, der nu havde fået en spændende, moden selvtillid kombineret med den drengede charme – og til alle de andre ting, denne uforudsigelige ener i dansk teater har en forkærlighed for: fx masker, hypnose, mental magi og ikke mindst tryllekunst, som viste sig allerede i PLAN-B-dagene, hvor han var ophavsmand til trylleeventet Magic Fight Night, hvis vært han siden har været ved talløse arrangementer over hele landet.

    Mads Wille er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1998 og debuterede samme år i den kontroversielle britiske In-yer-face-forestilling Fucking and Shopping på CaféTeatret, hvor han midt i det meget ekstroverte dealer-univers formede heteroparrets vatpik frit efter absurdisterne. Han har siden spillet et bredt repertoire på alle typer teatre fra Das Beckwerk over Grønnegårds Teatret til Folketeatret, lige sprogligt overlegen og med samme stærke sceniske nærvær i klassikere som Shakespeare, Molière, Holberg og Mariveaux som i det moderne repertoire, fx Abells Anna Sophie Hedvig (2001) eller Schimmelpfennigs Vintersolhverv (2016), begge på Det Kongelige Teater.

    Naturligvis har en mand som Mads Wille også prøvet kræfter med iscenesættelse, ligesom han har gang i en omfattende film- og TV-karriere, mest overraskende nok hans faste rolle som grev Ditmar i kultserien Badehotellet på TV2 – endnu et udtryk for, at et multitalent som Mads Wille ikke lader sig sætte i bås.

    I de senere år har Mads Wille været at finde på Teatret ved Sorte Hest, hvis repertoire af absurde klassikere har talt til hans temperament og talent – og til den klovnehumor, han har dyrket siden sin barndom. Han var en blændende professor i Ionescos Enetime (2019), hvor han lod dæmonien ulme bag den afslappede attitude, indtil den eksploderede som et stramt komponeret vanvidsfyrværkeri. Og hans vagabond Didi har sammen med Nicolas Bros Gogo ganske enkelt tryllebundet publikum i flere omgange i Becketts Mens vi venter på Godot (2020, 2022, 2024). Fortolket som en filosofisk disponeret klovn, udsat og ukuelig, spillede han teksten som et stykke afsvedet musik med absurde gentagelser og de smukkeste, erkendelsesmæssige disharmonier. Ganske enkelt brillant.

    For sit store og vidtfavnende værk som scenekunstner tildeles Mads Wille Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    BILLEDHUGGERE

     

    Legatmotivering 2024

    Billedhugger Kirsten Justesen

    Kirsten Justesen er uddannet på Det Jyske Kunstakademi 1968 og på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1975 samt cand.phil. i billedkunst 1977. Hun er tildelt Eckersberg Medaljen i 1996, Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse i 1998 og Thorvaldsen Medaljen i 2005. Kirsten Justesen har udstillet i hele verden og opnået international opmærksomhed og anerkendelse. Hun er en af de mest fremtrædende eksperimenterende kunstnere i Danmark. Kirsten Justesen er bl.a. repræsenteret på National Museum of Women in the Arts, Washington D.C., KUNSTEN, Aalborg, Ny Carlsbergfondet og på Statens Museum for Kunst. Hun har desuden i mange år arbejdet som scenograf.

    Kirsten Justesen har spillet en markant og banebrydende rolle i dansk samtidskunst, siden hun som ung i slut 60’erne bevægede sig væk fra det klassiske skulpturbegreb og som en af de første var med til at udvikle den performative, kropslige og tidsbaserede skulptur med kunstnerens egen krop og blik som vigtig del af værket. Kirsten Justesen var en del af avantgardescenen i 1960’erne og blev i 1970’erne en vigtig feministisk stemme, der med sin kunst udfordrede de traditionelle, mandligt definerede normer og værdisystemer. Med udgangspunkt i sit eget liv som kvindelig kunstner med graviditeter, husarbejde, små børn mv. og kunstnerarbejdet stillede hun med sine eksperimenterende værker – med både humor og brod – væsentlige spørgsmål ved datidens konventioner, der rykkede kunstscenen og giver genlyd i dag.

    Et skelsættende indgangsværk til Kirsten Justesens arbejde er Skulptur 2 fra 1968. I stedet for den traditionelle nøgne kvindefigur på sokkel vender Justesen traditionen på hovedet og tager figuren ned af piedestalen og folder den i stedet sammen i soklens hulrum, der i Skulptur 2 er en papkasse. Derpå fotograferes handlingen og fotografiet monteres på kassens åbning. Værket indvarslede Justesens brug af mixed media og af sin egen krop som skulpturelement.

    Hos Kirsten Justesen er det hende, den kvindelige kunstner selv, der bruger og viser sin nøgne krop som værktøj og som element og motiv i egne værker. Det er hendes kvindelige blik på den kvindelig krop – ikke mandens, som kunsthistorien ellers er så fuld af. Hun arbejder med relationer og interaktioner, med kroppen og soklen, kroppen og materialet, kroppen som temperatur ofte i interaktion med is. Og netop en fascination af isbjerge og et seks måneders ophold i Grønland i 1980 igangsatte en serie arbejder med krop og smeltende is som omdrejningspunkt: Værker, der omhandler tid, metamorfose, lyden af smeltende is, varme-kulde-relationer og forskellige former for samarbejde mellem menneske og is – opført og afbildet i fotografiske værker, video, objekter i is, performance med is mv.; eksempelvis i de mange opførelser af Smeltetid/Melting Time. En totalinstallation af denne kunne opleves i 1993 på Overgaden og i flere variationer siden. Et stærkt, flot og tankevækkende værk.

    Aktuelt arbejder hun på en seks meter høj skulptur af grevinde Danner, der skal blive et monument over Grevinde Danner og over kvinders kamp og rettigheder. Monumentet skal placeres skråt over for Dannerhuset ved Sankt Jørgens Sø i København.

    For Kirsten Justesens skelsættende, unikke, omfattende og betydningsfulde arbejde for dansk samtidskunst og billedhuggerkunst, særligt for hendes store indsats for kvindelige kunstnere tildeles hun Ole Haslunds Hæderslegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Billedkunstner Luna Scales

    Luna Scales er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020 og fra Det Fynske Kunstakademi i 2017. Hun ar modtaget flere legater og vandt i 2018 KE-prisen på Kunstnernes Efterårsudstilling og har siden da udstillet på bl.a. Charlottenborg Kunsthal, Bonniers Kunsthal i Stockholm og i Fotografisk Center. Netop nu er hun aktuel med videoværket Memories by Touch på udstillingen I’m Sorry, This Space is Reserved i Nikolaj Kunsthal. Luna Scales er repræsenteret på Arken.

    Luna Scales undersøger i sin praksis med video – og fotografiske værker – hvordan vi betragter, omtaler og oplever kroppen. Hun er særligt optaget af, hvorledes vi har en forestilling om, at der i det medicinske sprog i fx journaler og medicinske rapporter er en neutral fortæller eller et neutralt blik på kroppen eller på patienten. Luna Scales, der selv har en muskelsygdom, har en naturlig adgang til dette sprog og anvender det i sine værker.Mange af hendes værker har en reference til den klassiske fortælling om den nøgne kvindekrop kendt fra vestens kunsthistorie. Hun kobler det tilbageskuende blik på krop og billedafbildning med billeder af hendes egen krop, som hun filmer i nogle af de klassiske positurer for at undersøge og forstå det sprog, der bliver brugt i nutiden om kroppe med forskellige funktionsnedsættelser.

    Et eksempel er videoværket Eyelids (2021), hvor en lysende hvid kvindekrop med funktionsnedsættelse som en marmorskulptur langsomt drejes rundt på en piedestal af to andre kvinder på hug, samtidig med at der fortælles om en øjenlågsoperation, kvinden (Luna Scales selv) har gennemgået, med citater fra hendes egne hospitalsjournaler i forbindelse med operationen. Ved at koble fortællingen med billeder, der refererer til marmorskulpturer, fremstår lægen pludselig som en skulptør, og patienten bliver gjort til en skulptur. Videoværket er en direkte hilsen til filmen af Carl Th. Dreyer om Thorvaldsen Museet. Samtidig rører Luna Scales sårbarhed, men også hendes utrolige styrke ved at fremvise sin egen krop, der pga. sin funktionsnedsættelse har vanskeligt ved at stå helt stille under filmningen i den langsomme fremvisning af videoværket.

    I hendes seneste store, smukke og poetiske videoværk Memories by Touch (2023) har Luna Scales indsamlet fortællinger fra kvinder med medfødt muskelsygdom eller neurologisk sygdom. Henover panoreringer af kvindekroppe og lemmer, der nænsomt maseres og hjælpes til at strække sig lidt mere ud fra deres medfødte let bøjede positioner høres på lydsiden kvindernes oplevelser og erfaringer med hospitalsvæsenet, andre børns drillerier, tanker om længsler og fremtiden. Talrige operationer medfører hos en af kvinderne en oplevelse af, at hendes krop er en skulptur, lægerne har skabt. Man efterlades berørt med et utal af følelser og tanker.

    Luna Scales smukke og poetiske værker stiller væsentlige spørgsmål til, hvad skønhed er – og til, hvordan vi afbilder, taler og skriver om egne og andres kroppe, ikke mindst kroppe med funktionsnedsættelse, samt til, hvad det har af betydning for mennesket med den funktionsnedsatte krop. For dette flotte og stærke arbejde modtager Luna Scales Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Billedhugger Dan Stockholm

    Dan Stockholm er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2011, fra Institut für Raumexperimente, Berlin 2009-2010 samt fra Staatliche Hochschule für Bildende Künste, Frankfurt am Main fra 2008-2009. Dan Stockholm har modtaget flere legater og udstillet i de nordiske lande, i Tyskland og Danmark. I 2015 var han nomineret til Berlin Art Prize. Af de mange udstillinger kan her særligt fremhæves hans soloudstillinger The Dig i Galleri Reiter i Berlin og HOUSE i Künstlerhaus Bethanien, Berlin og i KH7 i Aarhus, alle fra 2016, gruppeudstillingen Svarre/Stockholm i Ringstedgalleriet i 2019 samt soloudstillingen Bodytecture i M100 i Odense i 2020.

    Et indgangsværk til Dan Stockholms arbejde er værket House fra 2016. Efter Dan Stockholms fars død i 2013 skulle hans barndomshjem hurtigt afhændes, og han berørte metodisk i en tre dage lang performance farens hus på ydersiden cm for cm og filmede det. Bagefter lavede han et antal negative gipsafstøbninger af sine hænder. Fortællingen om berøringen af huset og objekterne blev til installationen House. Gipsobjekterne blev præsenteret på specialfremstillede metalholdere, der stod i spænd mellem udstillingsrummets gulv og loft, et rum i rummet.

    Samme gipsaftryk blev brugt som værktøj til at skabe udstillingens anden installation By hand, der bestod af en serie håndlavede mursten af store blokke af rødler, hvori der var indlejret nye positive aftryk af hænder fremkommet ved at trykke de negative gipsafstøbninger af hans hænder ned i de store blokke rødler. Murstenene var på udstillingen stablet og dannede antydningen af en bygnings hjørne med nederste del af to vægge.

    Frem for at modellere former frem, ofte genstande som krukker eller fragmenter af mennesker, trykker han gipsaftryk eller sine fingre og hænder ned i ler, ned i gipspulver, og lader aftrykkene sætte sig – også midlertidigt – i gipspulveret som på udstillingen Svarre/Stockholm eller afstøbt og foreviget i enten gips eller ler, som det kunne opleves på samme udstilling og på gruppeudstillingen Sammenbrud på Falster i 2024, hvor han gravede en formummet menneskeskikkelse ud direkte i jorden midt på en mark, støbte gips i hullet og derpå rejste gipsafstøbningen af skikkelsen ved siden af hullet.

    Han omtaler selv arbejdsprocessen som skabende arkæologi, en metode hvor tilblivelsesprocesser og performative handlinger indlejres i værket og gør det til bærer af sin egen historie. Der er således mange aftryk i hans værker fra selve processen – mange berøringer og en dragende sammensmeltning af arkitektur/landskab og kropsaftryk, der skaber nye overraskende hybridformer.

    Betydningen af jorden, døden, livet og menneskekroppens møde med omverdenen gennem berøring og tilstedeværelse bliver man mindet om i mødet med Dan Stockholms værker. Tiden – den historiske og den aktuelle – er måske ikke så lineær, som vi ofte er vant til at fortælle hinanden, for hvad er det vi finder, når vi graver? Alt dette undersøger og udtrykker Dan Stockholm på original vis i sine nyskabende og stærke værker, der synes at være både inden for og uden for vores tid med en funktion og betydning, der åbner op for mange fortolkninger.

    For dette omfattende arbejde gives Dan Stockholm Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Billedhugger Tove Storch

    Tove Storck er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2007, Kunsthochschule Berlin-Weissensee, Tyskland fra 2005-06 og Akademi der Bildende Künste Wien, Østrig fra 2003-04. Tove Storch har udstillet bredt nationalt og internationalt. Senest har vi herhjemme kunnet opleve hendes store soloudstilling Slumping på Gammel Strand i 2024. Hun har modtaget flere legater, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderspris legat. Hun er repræsenteret i følgende samlinger: S.M.A.K, Ghent, Belgien, Louisiana, Malmö Konstmuseum, HEART, Herning, og Horsens Kunstmuseum.

    Tove Storchs enkle, fysisk nærværende og farverige skulpturer, ofte i et stramt geometrisk sprog med en klar reference til minimalismen, henvender sig først og fremmest til beskuernes sanseapparat. De har med det fysiske og taktile at gøre. Ofte er skulpturerne menneskestore, og netop kroppens interaktion med værkerne spiller en afgørende rolle for aflæsningen af dem. Gennemgående i Tove Storchs skulpturer er der en metalramme, der holder og bærer et andet materiale som fx tyndt farvet stof/ papir eller tynde jernstænger. Den store afstand mellem bæringspunkterne og stoffet eller jernets tværgående udstrækning bevirker sammen med tyngdekraften, at stof eller jern søger mod jorden og derved skabes skulpturens form.

    Hendes undersøgelsesfelt er skulpturelementer som volumen-rum-forhold, proportioner, materialekarakter som vægt, tyngde, farve og stoflighed samt deres indbyrdes indvirkning på hinanden og betydning for skulpturernes samlede udtryk.

    I hendes omfattende soloudstilling Slumping på Gammel Strand i 2024 kunne man i et stort værk med 600 tynde jernstænger, der lå side om side som et kæmpe stykke tekstil hængende ud over to lange jernbukke og tynget mod gulvet midt mellem bukkene, tydeligt mærke vægten af dem og tyngdekraftens påvirkning, mens jernstængernes egen spændstighed og det fysiske nærvær i værkets samlede form spillede så fint op til udstillingsrummets lyse, hvide og mere abstrakte karakter. I sommeren 2024 kunne værket opleves midt på en mark på Falster på udstillingen Sammenbrud. Her i dialog med træer og en meget større udendørs skala virkede skulpturen lettere og med sin begyndende rustdannelse med en meget fin og dog stadig tynget krop. Skulpturen stod begge steder stærkt og flot.

    I et tilstødende rum på Gammel Strand kunne man se et værk, der som en høj himmelseng fra drømmeriget bestod af en rammekonstruktion af et sæt tynde metalstænger gående fra gulv til loft påmonteret tværgående plexiglasrør, der igen bar flere baner af det fineste, tynde transparente røde silkestof. Placeret som det var foran de store vinduer ud til kanalen, fik lysets kommen og gåen stoffet til at stå og gløde med større eller mindre intensitet i løbet af dagen. Et æterisk, meget smukt værk, der også pegede på lysets afgørende betydning for oplevelsen af form og udtryk i et skulpturelt værk.

    Tove Storchs skulpturer taler ind i en førsproglig virkelighed, vi alle kender til, men måske ikke altid husker på. For Tove Storchs unikke bidrag til billedhuggerkunsten tildeles hun Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    BILLEDKUNSTNERE

     

    Legatmotivering 2024

    Billedkunstner Eske Kath

    Eske Kath er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Han har siden 2005 været medlem af Kunstnersammenslutningen Grønningen. Han har blandt andet haft soloudstillinger på Trapholt Museum of Modern Art (DK), Skagen Kunstmuseum (DK), J. F. Willumsens Museum (DK), Viborg Kunsthal (DK), Nikolaj Kunsthal (DK) og på udvalgte gallerier i New York (USA), hvor han boede i en årrække. Han er tilknyttet Galerie Mikael Andersen i København og Charlotte Fogh Gallery i Aarhus.

    I 2010 færdiggjorde Eske Kath loftmalerierne i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. I 2012 udsmykkede han, med et opdrag fra Ny Carlsbergfonden, Landsretsalen i Kolding. I 2020 skabte han vægmalerier til Nørrebro Bibliotek. Og i 2023 afslørede han sin udsmykning af et af retslokalerne i Østre Landsret i København.

    Eske Kath er primært maler. Hans billeder er bygget op omkring afsluttede farvede figurer og flader. Han anvender ofte kraftige farver i sine malerier, der viser rester af opløste landskaber, der virker, som om de har været udsat for naturkatastrofer. Stiliserede huse er stablet uordentligt oven på hinanden, som om de er blevet hvirvlet rundt efter en tsunami eller en orkan.

    Eske Kath er optaget af naturvidenskab og fysikkens kræfter. Solen er et tilbagevendende motiv. Han viser sin utryghed ved klimaforandringernes og biodiversitetens betydning for vores usikre fremtid.

    Eske Kath har i perioder været optaget af barokkens og romantikkens billeder, og det har sat præg på hans egen kunst. I lighed med barokmestrene Peter Paul Ruben og Jacob Jordaens lader han farverne og formerne opløses i bevægelser, der ophæver tyngdeloven og hvirvler det hele rundt i et gestikulerende og udtryksfuldt, men balanceret kaos.

    På den anden side tilhører Kath uomtvisteligt nutiden. Hans kraftfulde farveholdning springer ud af popkunsten i 1960’erne, hvor David Hockney f.eks var en lysende ledestjerne. Eske Kath er ikke bange for at trække farvens intensitet helt til grænsen af det mulige, dér hvor solen står op og røber farvernes skjulte hensigter.

    Værker af Eske Kath indgår i samlingerne på ARoS Kunstmuseum i Aarhus, HEART Museum i Herning, ARKEN Museum of Modern Art i Ishøj, Trapholt Museum of Modern Art, Sammlung Essl, Østrig, Museum of Contemporary Art, Wien, Ny Carlsbergfondet og i Statens Kunstfond, København.

    For disse personlige, æstetisk smukke, men også foruroligende malerier tildeles Eske Kath Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Billedkunstner Ferdinand Ahm Krag

    Ferdinand Ahm Krag er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Fra 2017 har han været professor på skolen for Maleri og Billedbaserede praksisser på kunstakademiet. Ferdinand Ahm Krag var desuden medstifter af det kunsterdrevne udstillingssted IMO. Samtidig med sin praksis som maler står han for en omfattende skribentvirksomhed og skriver blandt andet for det nordiske kunsttidsskrift www.Kunstkritikk.no.

    Ferdinand Ahm Krag er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Esbjerg Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Ny Carlsbergfonden samt flere andre steder og er tilknyttet Galerie Møller Witt.

    Ferdinand Ahm Krag arbejder i sine malerier med en artificiel rumlighed, en slags drømmende tektoniske landskaber. I stærke nærgående farver og med dynamiske streger – med vekslende flader af lys og mørke, mellem organiske og konstruktive suggestive partier – skaber han rumligheder, der på én gang er helt nærværende og uendeligt fjerne som kosmiske landskaber. Malerierne har lineære og associative konstruktioner, der danner huller ud i det ydre rum, men også ind i det indre kosmos, ind i de mikroskopiske strukturer. Ferdinand Ahm Krag er fascineret af altings opbygning både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan; bladenes, grenenes eller virussernes struktur kontra verdensrummets kaotiske og fascinerende opbygning.

    I Ferdinand Ahm Krags malerier har cirklens omsluttende og universelle helhed ofte en fremtrædende plads. Den forskydes langs linjerne eller trådene i billedernes kunstige rum, som om fremtiden er samtidig med fortiden. I sine store tegninger og malerier bruger han ofte billeder fra tidligere tiders videnskabelige tegninger. Nogle kan minde om fortidens alkymistiske måder at fremstille verden på.

    I et Interview i netmediet Art Matter fra 2024 siger Ferdinand Krag om sit arbejde:“Jeg er ikke så glad for billeder, som du kan tage ind i et hug … Mine værker skal gerne være så sammensatte, at de ikke kun har én vej, man kan gå ind ad. Billederne kan aflæses som en slags landskaber, men de er ikke bygget op som et traditionelt landskab med et samlende forsvindingspunkt. I stedet er der netop forskellige indgange eller ‘huller’, som man kan se ind i.”

    Ferdinand Ahm Krag tildeles Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024 for sin modige indgang til at nytænke og eksperimentere med maleriets former og betydningslag i samklang med internettets tidsalder.

     

    Legatmotivering 2024

    Maler Michael Kvium

    Michael Kvium er uddannet på Det Kongelige danske kunstakademi i perioden 1979 til 1985. Fra begyndelsen af sin kunstneriske løbebane var Michael Kvium optaget af det superrealistiske maleri, en kunstretning, der var udvikleti løbet af 1960’erne. Gennem hele sin kunstneriske karriere har han fastholdt det figurative formsprog. Han er primært maler, men arbejder også med andre former for kunst som tegninger, skulptur og installationer. Han lavede især i tiden lige efter sin afgang på Kunstakademiet også performancekunst og film.

    For Michael Kvium er den moderne verden brutal, irrationel, ondskabsfuld og pervers.Hans malerier viser ofte det groteske og tragikomiske i menneskers liv og møde med omverdenen i det, man kunne kalde absurditetens teaterrum i billeder. Malerierne kan være triptykoner, der er sat sammen af nøgen natur, som i billederne af birkestammer (indimellem med enkelte kragefugle), sat ind i tomme rum med deforme menneskefigurer – mennesker, der er ved at forvandle sig til skeletter. Eller billeder med kødelige kropslige gevækster, der giver mindelser om indvolde og fordærv.

    I billedet Cirkus Humanus (1997) ses menneskekroppe, der er vokset sammen gennem arme og ben og trukket ud som lyserøde pølselignende figurer. Mange gange optræder der billedelementer som arme eller fødder forbundne med gaze. Også cirkushatte og stokke, masker og dødningehoveder optræder igen og igen i Michael Kviums malerier.

    I følge Michael Kviums billedverden lever mennesket i tilværelsens hykleriske cirkus. Det er frosset fast til dødens hænder, og mennesket fremstilles nøgent, ækelt, uskønt og latterligt. På et billede fra 2017 står en mand og ser ud på betragteren med en fingerdukke med dødningehoved på hånden foran et billede med ordet HELL.

    Mennesker fremstilles som dukker med tomme øjne. Enten kigger figurerne væk eller lige forbi dig, eller også stirrer de med tomme øjne på én. Børn optræder med bind for øjnene, med øjne som knappenålshoveder eller som drillende, nøgne, buttede englebørn – både søde og små sataner. Mennesket er ensomt, og når det ikke er alene, er det enten sammensmeltet med sin dobbeltgænger eller sat over for sit eget spejlbillede. Mænd med bh, nøgne kvinder med store lår og små bryster byder sig slibrigt til med et pornografisk tilsnit. Michael Kvium er optaget af det, han opfatter som virkelighedens bagside. Det er groteske og humoristiske billeder med et underliggende moralsk budskab. Vi mennesker skal tage os sammen og forsøge at leve ordentlige, mere sandfærdige og medmenneskelige liv.

    Michael Kvium har en lang succesfuld karriere bag sig og er blandt andet repræsenteret på Horsens Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst, Esbjerg Kunstmuseum, Oluf Høst Museet samt Trapholt Kunstmuseum.

    For sit sandhedssøgende, provokerende og chokerende virke som billedkunstner hædres Michael Kvium for sit samlede værk og sin betydning i dansk billedkunst med tildelingen af Ole Haslunds Hæderslegat 2024.

     

    MUSEUMSFOLK

     

    Legatmotivering 2024

    Maler Martin Bigum

    Maleren Martin Bigum har de senere år indtaget de danske museer som en både seende og vidende kunstnerkurator. Martin Bigum er – foruden at være en anerkendt dansk maler – elsket af mange, fordi han er en eminent formidler ikke mindst af kunsthistorien og dens forskellige perioder, skikkelser, kunst- og åndhistoriske strømninger, synsmåder, kunstneriske teknikker etc.

    Han har en indlevende og engageret måde at formidle stoffet på, så det bliver levende for selv ikke kunst-kyndige. Han taler og skriver med øjnene og ser gennem kunstnerens blyant og pensel. Martin Bigum har sine kunstneriske helte og æstetiske ”artsfæller” – og det er især dem, han giver nyt liv ved at indskrive dem i nye dialoger, ikke kun med egne værker, men med et overlegent overblik over et bredt kunsthistorisk felt.

    Det synes at ligge lige for, at Martin Bigum indtager rollen som udstillingskurator/co-kurator og bidrager til tilrettelæggelse af museumsudstillinger og ledsagende publikationer. Det gælder også den aktuelle udstilling, Som et møl mod flammen (2024, J.F. Willumsens Museum og Randers Kunstmuseum), der er en dialog mellem Bigum og den banebrydende danske kunstner J.F. Willumsen, hvor der er et oplagt motivmæssigt, formmæssigt og koloristisk slægtskab mellem de to kunstnere. Det er en udstilling om det at være skabende kunstner og alt det skrøbelige, dristige her. I 2018 tog Bigum også livtag med en anden stor dansk kunstner, fynbomaleren Peter Hansen, (Faaborg Museum), med hvem han også følte et nært kunstnerisk slægtskab ud fra en intens dyrkelse af ”det maleriske nu” og en stræben efter at omsætte det sete til streger og penselstrøg.

    Martin Bigum formår at bringe kunsten ud til et mere mangfoldigt publikum, end kunstmuseerne traditionelt henvender sig til. Denne evne udfoldes også i de talrige artikler og kataloger, som han har bidraget til de seneste år. Skrivelysten har været der i mange år: Han har udgivet digtsamlinger, en poetik og har skrevet adskillige essays om kunst og kunstnere til Weekendavisen, Politiken og Berlingske. Bogen Min personlige kunsthistorie (2014) byder på et kig ind bag arbejdet med malerierne, ideerne og processerne undervejs. I 2023 er Martin Bigum udkommet i nyt format, nemlig i form af en meget anmelderrost debutroman med titlen Hovedværk.

    Vidende og velskrivende, gavmildt og generøst byder Martin Bigum læsere og beskuere velkommen i kunstens verden på tværs af tid og sted – og han gør den levende og nærværende for et nutidigt publikum. Martin Bigum hædres med Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024 for sit virke som formidler af kunsthistoriske emner.

     

    Legatmotivering 2024

    Professor Mikkel Bogh

    Mikkel Bogh har været direktør for Statens Museum for Kunst fra 2014 til 2023. Han har stået i spidsen for landets største kunstmuseum, og i denne periode har han profileret museet gennem en række væsentlige kunstfaglige tiltag, der har bragt museets samlinger frem i lyset og har genereret spændende formidling.

    Mikkel Bogh har over årene sikret en faglig tyngde i museets virke, der har givet plads både til klassiske og nytænkende og eksperimenterende udstillingsformater og emner. Nogle med et fokus på enkelte værker, emner eller afgrænsede perioder, andre med æstetiske eller teoretiske vinkler, der har bragt helt nye perspektiver frem på kunst og æstetik. Ligeledes aktualiserende samtidskunst har fået en central plads i museets arbejde og bragt relevante perspektiver i spil. Der er således sket en væsentlig positionering af museet i disse år gennem formidling af kunst på højt fagligt niveau og gennem en målrettet indsats for at opnå et støt stigende antal gæster.

    Der har f.eks. været en lang række toneangivende udstillinger i Mikkel Boghs direktørperiode, hvor flere har tiltrukket et flot besøgstal. Her kan nævnes udstillinger som Matisse – Det røde atelier (2022), Kirchner og Nolde til diskussion (2021), Anna Ancher (2020) og Guldalder – verdenskunst imellem to katastrofer (2019). Mikkel Boghs store interesse for ældre kunst især fra 1600-1700-tallet har også bragt museets omfattende ældre samlinger frem i lyset – værker, som ikke tidligere har været genstand for større udstillinger i Danmark. Det gælder fx Piranesi – syner og sanser (2021) og ikke mindst den sidste udstilling i Mikkel Boghs direktørtid, Barok – ud af mørket (2023) – omhandlende et emne, som Mikkel Bogh selv har en passion for og har forsket i. Det er første gang i årtier, at et dansk museum gav et blik ind i denne betydelige danske samling af europæisk barok.

    Med faglig tyngde, skarpt blik og dyb interesse for samlingernes og fagets muligheder har Mikkel Bogh givet publikum på SMK viden og indsigt i museets mange kvaliteter, ligesom han har tegnet sig for en linje, der har bragt museet ud i landet, bl.a. i gennem udviklingen af SMK Thy og gennem sine mange foredrag rundt om i landet.

    Forskning og uddannelse hører tæt sammen i Mikkel Boghs virke. Han har tidligere været institutleder på Københavns Universitet og rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og er nu ansat som professor på og leder af det nye center PASS på Københavns Universitet; et nyt center, der skal undersøge kunstens samfundsmæssige rolle i både aktuelt og historisk perspektiv.

    Ambitionen er at styrke dialogen mellem forskere og praktikere, der skaber ny viden om kunst – dette ud fra den betragtning, at forskning i og viden om kunst ikke kun udfolder sig på universiteterne. Den finder også sted på museer, kunsthaller, gallerier og små udstillingssteder, i arkiver og i kunstneres atelierer og i det hele taget på steder, hvor mennesker studerer, udvikler og udveksler nye ideer om samfundets indretning – med kunsten som dialogpartner. Centreret er stadig i et tidligt stadie, men har et væsentligt potentiale til at slå bro mellem den mere praksisbaserede kunstverden og forskningen i kunst – og dermed at lade de to miljøer ”befrugte hinanden”.

    Mikkel Bogh tildeles Ole Haslunds Hæderslegat 2024 for sin mangeårige og betydelige indsats inden for museumsområdet.

     

    Legatmotivering 2024

    Museumsinspektør Inge Lise Bech Mogensen

    Inge Lise Bech Mogensen er mag.art. i kunsthistorie og har arbejdet både i museumsverdenen og på universitetet. Hun forsker i modernisme og avantgarde, men har også arbejdet med dansk guldalderkunst, herunder særligt billedhuggeren Bertel Thorvaldsens værker og arkivalier. Hun har skrevet en ph.d.-afhandling om Dansk modernisme omkring Første Verdenskrig og har efterfølgende gennemført et forskningsprojekt om den danske kunstner Franciska Clausen (1899-1986), som der kom en anmelderost bogudgivelse ud af.

    Arbejdet tog afsæt i Franciska Clausens samlinger på kunstmuseet Brundlund Slot (Museum Sønderjylland) og hendes omfattende arkiv på Landsarkivet Sønderjylland og fik gennem et grundigt arbejde formidlet kunstnerens betydelige virke inden for dansk modernisme og dens dybe forbindelse til europæisk modernisme/konstruktivisme (László Mohly-Nagy, den russiske maler og skulptør Alexander Archipenko og den franske maler Fernand Léger). Franciska Clausens produktion sættes i sammenhæng med de mest kendte og banebrydende kræfter på den europæiske avantgarde-scene.

    Arbejdet vidner om en solid faglighed og faglig tyngde, hvor Inge Lise Bech Mogensen formår at indsætte kunstneren ”i et komplekst væv af forbindelser mellem kunstnere, kunstnergrupper, kunstteorier og -praksisser, værker, værkreceptioner, kunsthistorier, geografier og kronologier m.m. – en ”rhizomatisk struktur”, hvis netværk, forgreninger og vildskud på afgørende vis kan udvide og forandre forståelsen af ikke blot dansk, men også europæisk kunsthistorie”, som ILBM selv beskriver det i et interview til Aarhus Universitet. Forskningen i Franciska Clausen resulterede også i en anmelderrost udstilling Franciska Clausen – Hele billedet på Aros i Aarhus (2022). Hendes seneste artikelbidrag kan læses i antologien Kvindernes moderne gennembrud, der er udkommet i august 2024.

    Inge Lise Bech Mogensen er en vidende, nysgerrigt anlagt og engageret kunsthistoriker, der både formår at dykke ned i fagligt komplekst fagligt stof og at formidle det engageret og levende for både et fagligt og bredt publikum. Hun har ofte skæve og nytænkende vinkler på velkendt stof, der også ofte bliver formidlet med både fantasi og humor og på baggrund af en høj faglig kvalitet.

    Inge Lise Bech Mogensen hædres med Ole Haslunds Rejselegat 2024, fordi hun bidrager aktivt til at fornyelse af faget.

     

    KUNSTHÅNDVÆRKERE

     

    Legatmotivering 2024

    Teltarkitekt og tekstildesigner Cecilie Bendixen

    Cecilie Bendixen er uddannet arkitekt i 2005 med en Ph.d. fra Kunstakademiets Designskole 2013 med særlig fokus på kombinationen af lydabsorptionen og tekstilets rumdannende potentiale.

    Hun drages af naturfænomener og udforsker poetiske måder hvorpå essentiel dynamik kan indfanges i hendes skulpturer gennem forskellige materialer og metoder. Ved at kombinere både arkitektur, kunsthåndværk og videnskab undersøger hun naturens logik gennem eksperimenterer med lyd, lys, struktur og friktion.

    Cecilie Bendixen drømmer om at indfange og erkende rummet. Dette kommer til udtryk i store, luftige tekstile installationer. En særlig kategori, som hun ofte vender tilbage til, er telte i forskellige former. Disse kan være rene skulpturelle abstraktioner, ofte med et element af interaktion, som for eksempel Midsommerteltet, der giver mulighed for insektfri leg i haven.

    For Cecilie Bendixen er tekstil det ideelle materiale til at skabe rum med, da det danner en flade, der nærmest kun eksisterer i to dimensioner og dermed fungerer som en subtil afgrænsning af rummet. Tekstilet synes næsten ikke at være et materiale i sig selv, men snarere en grænse for rummet. Men når tekstilet foldes uendeligt, som i hendes store sfæriske Cloud Formations, eller når tråde vikles, og fibrene organiseres i præcise formationer som i skærmværkerne Sun- og Moon Disc, demonstrerer hun også, hvordan en kunstnerisk installation af lydabsorberende tekstil kan forbedre akustikken i et rum.

    Cecilie Bendixens virke fremstår som et evigt eksperimentarium. Udstillingen Lydkrystaller på til:værks i foråret 2024 undersøgte, hvilken form lyd kan antage, når den materialiseres med tråd. Udstillingen fungerede som et arbejdende laboratorium, hvor basale teknikker som snoning, flet og vikling blev anvendt. De akustiske objekter blev skabt ud fra logikker og algoritmer, som genererede nye tredimensionelle løsninger – udført både maskinelt og i hånden.

    Cecilie Bendixens værker bliver vist internationalt gennem Galerie Maria Wettergren i Paris. Hun har modtaget fondsstøtte fra Statens Kunstfond både fra kunsthåndværk og design-, billedkunst- og arkitekturudvalget samt fra Nationalbankens Jubilæumsfond. I 2017 blev hun tildelt Bindesbøll Medaljen af Akademirådet og nomineret til The Nordic Award in Textiles.

    Cecilie Bendixen modtager Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024 for sine originale og dragende rumlige tekstilkonstruktioner.

     

    Legatmotivering 2024

    Glaskunstner Lene Bødker

    Lene Bødker er uddannet fra Danmarks Designskole i 1992. Hendes skulpturelle værker er støbt i glas. I de massive glasemner varierer transparensen afhængigt af tykkelsen, hvilket skaber en effekt, hvor skulpturen bliver mørkere, hvor glasset er tykt, og lysere, hvor det er tyndere og lader lyset trænge igennem. Nogle værker bearbejdes med hammer og mejsel for at skabe bløde og sanselige overflader. På den måde arbejder den erfarne kunsthåndværker med sit materiale og får det til at “tale”.

    Med en lang karriere og mange soloudstillinger bag sig har Lene Bødker opnået et niveau af fuldkommen kontrol, hvor hun tilsyneladende ubesværet kan skabe, hvad hun vil. Hun er i fuld harmoni med sit univers og sit materiale, så hendes skulpturer vokser frem på intuitiv vis. For hende er kontrasten mellem mat og blankt, bearbejdet og råt som forskellen på det klippede græs i haven og de vildtvoksende rabatter. Referencer til naturen, menneskeskabte symboler og mytiske fortællinger opstår spontant i hendes tanker og overføres til værkerne, mens de formes i ler. Den efterfølgende transformation til glas via cire perdue-teknikken og den lange brændings- og afkølingsproces giver værkerne en bemærkelsesværdig kraft og tyngde.

    Lene Bødkers glasværker er smukke, men de er mere end blot skønhed. Glas kan have en banal æstetik, som Lene Bødker konstant udfordrer med rå, til tider brutale bearbejdninger, eksempelvis ved brug af vinkelsliber. De færdige værker fremstår dog altid delikate og poetiske, tit mørke med en melankolsk, næsten underspillet skønhed, der synes at leve i den tætte glassubstans. De eksisterer i verden med en ophøjet ro, der inviterer til fordybelse og forundring.

    Lene Bødkers seneste soloudstilling på Ebeltoft Glasmuseum i 2022, som blev præmieret af Statens Kunstfond, var en tour de force. Udstillingen var gribende, sanselig, smuk og dybt tankevækkende.

    Lene Bødker blev i 2023 nomineret til den prestigefyldte Loewe Craft Prize og deltog samme år på Biennalen for Kunsthåndværk og Design i Hal 6 i B&Ws gamle svejsehal på Copenhagen Contemporary. Lene Bødker har udført flere udsmykningsopgaver og har en lang international karriere bag sig. Hun har blandt andet udstillet kontinuerligt hos Galerie Maria Lund i Paris gennem de sidste 20 år og modtaget flere priser, herunder den største internationale glaspris: Grand Prize, The International Exhibition of Glass Kanazawa, Japan, i 2007. I 2012 modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

    Lene Bødker kan hermed føje Ole Haslunds Hæderslegat 2024 på til listen over udmærkelser for sit imponerende virke.

     

    Legatmotivering 2024

    Tekstilkunstner og møbelformgiver Chris Liljenberg Halstrøm

    Chris Liljenberg Halstrøm er uddannet i Berlin og Stockholm og efterfølgende som møbeldesigner fra KADK i 2007. Udover at drive sit eget studie er hun en del af duoen Included Middle sammen med tekstildesigner Margrethe Odgaard.

    Med en naturlig sans for form og materiale fremstår hendes arbejder altid enkle og ærlige. Hendes dansk-svenske rødder fornægter sig ikke i hendes minimalistiske designtilgang og stærke kombinationer af favoritmaterialerne træ, uld og stål. På et tidspunkt bød arbejdet som designer på mange kompromiser, fortæller Chris Liljenberg Halstrøm, og hun fik lyst til at koncentrerede sig om sit arbejde med Broderi.

    Hendes sarte håndbroderede værker er subtilt strukturerede og rytmiske og er ofte i monokrome eller tofarvede toner i beige og brunt. Store monokrome overflader gør det muligt for øjet at bemærke trådens og vævningens ujævnheder. “Under den langsommelige skabelsesproces ser jeg mønstre dannes, kun for at de forsvinder og erstattes af andre, efterhånden som mere og mere af værket bliver færdigt,” forklarer Chris Liljenberg Halstrøm.

    “Firkanten er ikke en form, der findes i naturen; den antyder et menneskeskabt rum,” siger hun. På afstand fremstår motiverne som solide enkle former, men når beskueren kommer tættere på, træder de individuelle sting frem. Der er en iboende forbindelse til tidens gang i Chris Liljenberg Halstrøms arbejde. Hendes omhyggelige sting tvinger beskueren til at tage en pause og lade sig suge ind i værkerne. Man forundres over broderiværkerne, som giver en fascinerende følelse af uendelig tid og håndens sirlige arbejde gennem en monoton beskæftigelse, som ingen har tid til – men som vi alle kunne have brug for.

    På Snedkernes Efterårsudstilling 2024 viste Chris Liljenberg Halstrøm slagbænken Ude af øje, ude af sind. Præcist udformet med bløde afrundede former der fortsatte helt ned i den rummelige opbevaringsbænk, stod den bare der som et billede på det enkle liv. En smuk drøm om at skabe ro og orden i det moderne hjem.

    Chris Liljenberg Halstrøm bliver vist internationalt gennem Francis Gallery i Bath, UK, og Los Angeles, USA. Hun fik Finn Juhl Prisen i 2022, blev Årets designer, Design Awards Denmark i 2020, og modtog Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 2017-19.

    Som nutidig kunsthåndværker beriger Chris Lilienberg Halstrøm os med vedkommende og tankevækkende værker og tildeles herfor Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024.

     

    Legatmotivering 2024

    Væver og tekstildesigner Marie Holst Lorenzen

    Marie Holst er nyuddannet væver og tekstildesigner – BA Tekstildesign Det Kongelige Akademi 2019, MA Tekstildesign Det Kongelige Akademi 2023 – og har med stor nerve taget fat på gobelintraditionen og skabt et moderne udtryk, der trækker på både klassiske håndværks discipliner og nutidig teknologi.

    Historisk set blev gobeliner brugt til både dekoration og isolering i slotte og herregårde, hvor de prydede væggene med scener fra historie, mytologi, natur eller religiøse fortællinger. Marie Holst bruger digital jacquardvævning til at skabe vægtapeter, der udfolder tekstiltraditionen i en nutidig kontekst. På en TC2-væv – en digitalt programmeret, men manuelt betjent væv – kombinerer hun analoge og digitale teknikker og opnår et folkloristisk udtryk i moderne fortællinger gennem lag på lag af detaljer, farver og symbolik.

    Marie Holst var inviteret til at deltage på The Mindcraft Project 2024, og her viste hun værket Lost and Found, inspireret af teknikken og fortællingerne bag traditionel damaskvævning. Modsat hendes tidligere værker har Lost and Found ingen klare farver, men fokuserer i stedet på en kombination af grå reflekterende garn, sort-hvidt nylon med glans og en mat uldgarn i beige. Dette mere begrænsede farvevalg gjorde det muligt for Marie Holst at koncentrere sig om at skabe tredimensionelle effekter i tapetet, der skifter og ændrer sig, når det betragtes i naturligt eller kunstigt lys.

    Under arbejdet med værket forestillede hun sig det som et glemt damaskartefakt, fundet efter årtiers gemme i en skuffe, og smeltet sammen med naturen – vilde blomster, snegle og ukrudt, der bærer præg af tidens gang. Med sit særlige mix af reflekterende, glansfulde og matte tråde skaber Marie Holst dybde og en foranderlig oplevelse, hvor tapetet skifter farve afhængigt af betragtningsvinkel og lysforhold, og de reflekterende tråde får værket til at gløde i kunstigt lys.

    Marie Holsts værker formår at genoplive og nyfortolke vævetraditionerne på smuk og poetisk vis, og for dette arbejde modtager hun Ole Haslunds Rejselegat 2024.