Historie

Om Ole Haslund

Ole Haslund (1877-1962) var en kendt antikvitets- og kunsthandler, som ved at kombinere sin sikre sans for møbler, stoffer og farver med dyb kærlighed til kunst og kunsthåndværk efterhånden blev en københavnsk institution, hvor borgerskabet kunne få hjælp til indretningen af sine boliger.

Gennem årene havde han butikker på flere prominente adresser i København, og når han arrangerede kunstudstillinger i dem, var begivenheden nyhedsstof i aviserne og ofte the talk of the town. Han havde et kolossalt netværk inden for kunst- og handelsmiljøerne både herhjemme og i udlandet og var med sin ikoniske bowlerhat en særdeles kendt skikkelse i det københavnske gadebillede.

Ole Haslund var den ældste søn af maleren, den senere professor Otto Haslund, og hans kone Frederikke. Han voksede op på Valby Bakke sammen med fire søskende i et hjem, der var præget af kunstnerisk udfoldelse, fri opdragelse og stor selskabelighed – bl.a. var billedkunstnerne Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann, August Jerndorff, Valdemar Irminger, Thorvald Bindesbøll, Axel Helsted, Georg Achen og Peter Købke faste gæster i hjemmet. Og han var selv fast gæst ved børneballerne i brygger Carl Jacobsens direktørbolig, der lå i en stor park tæt på hans forældres have.

Skolen interesserede ham ikke, men det gjorde møblerne og kunsten, og efter præliminæreksamenen kom han i malerlære, hvilket dengang var vejen til den egentlige uddannelse på Kunstakademiet. I fire år trællede han i et større malerfirma, samtidig med at han først fik tegneundervisning hos farens ven, Harald Foss, og siden kom ind på Akademiet. Da han endelig fik sit svendebrev, brugte han straks sin frihed til at tage et år på valsen i Tyskland.

Når han ikke havde travlt med at fortsætte studierne på Akademiet, var det, fordi han efterhånden havde indset, at hans kunstneriske talent ikke var stort nok til, at han kunne leve (værdigt) af det, og efter ophold som volontør på tegnestuen i kunstindustri-templet La Maison Moderne i Paris åbnede han i 1905 sin første forretning i en strygekælder på Frederiksberg, hvorfra han dels solgte møbler, dels malede, udsmykkede og gav råd om enhver form for boligindretning.

Trods verdenskrige og økonomisk smalhals evnede Ole Haslund at få sin forretning til at ekspandere. Med en kolossal flid, en god del held og uovertruffen lykkeligt kompagniskab med den forretningskyndige Svend Heyman blev Ole Haslunds Hus efterhånden Nordens største antikvitetsforretning.

Ole Haslund var inkarneret ungkarl og fast besluttet på at forblive det. Allerede i 1941 oprettede han således Ole Haslunds Kunstnerfond, som han – mere end tyve år før sin død – overlod størstedelen af sin formue. Blandt sine nevøer fandt han manden, der kunne føre forretningen videre, nemlig Holger Winding, som allerede fra 1951 blev leder af Ole Haslunds Hus.

Ved Ole Haslunds død i 1962 omfattede hans formue bl.a. den smukke byejendom Amagertorv 14, der stadig bærer navnet Ole Haslunds Hus, og privatboligen på Lyngbyvej, som han selv havde tegnet. Privatboligen tjente i en periode herefter som æresbolig
 for skuespillerinden Clara Pontoppidan, men blev siden solgt til fordel for legatet, mens Ole Haslunds Hus i dag drives som udlejningsejendom, hvorved den genererer indtægter til Kunstnerfonden.

Antikvitetsforretningen blev lukket i 1987.

Om penge og uafhængighed

Ole Haslund

”Uafhængighed er livets største gode; mærkeligt at så få forstår det.”

Ole Haslund var desuden

• medstifter af og den første formand for Dansk Kunst- og Antikvitetshandler Union, der blev grundlagt i 1941 med det formål at fremme og højne kvaliteten af handel med antikviteter.
• sammen med Ellen Woldbye forfatter til Møbler og Mad, Gyldendal 1935, ligesom han i sammen med Edward C.J. Wolf og H.O. Bøggild-Andersen skrev International Møbel Haandbog, Hassings Forlag 1945.

Ole Haslund om kunstnerdrømme og uafhængighed:

”Med bulehat og fløjlsvest, lang og pæn at se på, forkælet og feteret, indbildsk og forfængelig, altid forelsket, uden at bestille noget som helst, tumlede jeg rundt i København. Og fuldkommen overbevist, som jeg var, om min egen dejlighed, varede det et par år, inden jeg opdagede, at mit talent var for spinkelt, og at jeg aldrig ville blive nogen betydelig kunstner, men at jeg, hvis jeg fortsatte på den måde, ville ende som en stakkels fidusmaler, styrtende rundt til glarmestrene for at gøre en lille forretning med det våde maleri under armen. Jeg havde jo set, hvor ofte kunstnere kæmpede for det daglige brød, og det havde jaget mig en frygtelig skræk i livet. ’Det store kald’ følte jeg ikke. Og så lod jeg kunstnergrillerne fare. – Uden at opgive min trang til at omgive mig med skønhed besluttede jeg at gøre mig økonomisk uafhængig og slå mig på forretning.”

Fra Ole Haslunds erindringer Alting ordner sig

Historie

Om Otto Haslund

Ole Haslunds far, Otto Haslund (1842-1917), var maler og fik titel af professor i 1894.

Han var uddannet på Kunstakademiet 1858-66 som elev af Frederik Ferdinand Helsted og P.C. Skovgaard, på hvis private malerskole han fortsatte som elev, ligesom han også modtog yderligere undervisning hos Wilhelm Marstrand, Jørgen Roed og Niels Simonsen.

Otto Haslund, rundet af og til det sidste loyal mod Guldalderens æstetik, var oprindelig dyre- og landskabsmaler. Han modtog allerede i akademiårene den lille sølvmedalje og vandt desuden Den Neuhausenske Præmie to gange; første gang i 1871 for Hjemvenden fra et marked, anden gang i 1881 for Køer drives gennem en granskov.

Efter en større rejse til Italien overgik han imidlertid til genremaleriet og portrætterne. Hans En koncert udløste i 1887 Thorvaldsens Medalje.

Otto Haslund malede en række portrætter af samtidens store mænd, bl.a. brygger Carl Jacobsen, professor Valdemar Steenberg, professor Vilhelm Bissen og maleren Janus la Cour, men hans store kærlighed til børnene – sine egne og andres – ses også i mange børneportrætter. Sammen med sin nære ven Pietro Krohn stod han desuden for illustrationerne til den første udgave af Johan Krohns Peters Jul.

Otto Haslund er repræsenteret på bl.a. Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Den Hirschsprungske Samling, Bornholms Kunstmuseum og Brandts (Fyns Kunstmuseum).

På Ole Haslunds anmodning skrev Aksel Rode bogen Maleren Otto Haslund, Gyldendal 1940.

Historie

Om Ole Haslunds Hus

Ole Haslunds Hus ligger i dag på Amagertorv 14 i København.

Men det har haft flere andre adresser, siden Ole Haslund startede sin virksomhed i en strygekælder på Frederiksberg. Efterhånden som hans forretning ekspanderede, lejede han først et større værksted på Vesterbro og kort efter et helt hus i Klosterstræde 8 tæt på Østergade. Sidstnævnte hovedstrøg havde været hans ambitiøse drømmes egentlige mål, siden han havde besøgt og var blevet inspireret af verdensfirmaet Waring & Gillows i Oxford Street i London.

Han boede selv på fjerdesalen i huset i Klosterstræde, mens forretningen åbnede sig for kunderne på de øvrige etager, møbleret som rigtige stuer – d.v.s. dels med beskedne hverdagsmøbler af egen fabrikation, dels med antikviteter, som placeret rigtigt gav indretningen stil og liv. Facaden malede han gul. Og som kronen på værket: uden for på huset placerede han et gult flag påtrykt ’Ole Haslund’.

Hermed var brandet Ole Haslunds Hus skabt. Men snart var Klosterstræde-huset for lille til at rumme den foretagsomme mands aktiviteter. Han udvidede med et udstillingslokale, kaldet Kunstkælderen, i Karel van Manders gård i Østergade 15, som bugnede af gode idéer, men aldrig blev nogen kommerciel succes. Til gengæld var han faldet pladask for ejendommen og så uudnyttede muligheder i de smukke baroksale, som på det tidspunkt var udlejet til natklubben Kongens Klub.

Det lykkedes Ole Haslund og hans kompagnon Svend Heyman først at leje, siden at købe hele huset, som også denne gang blev malet gult. Åbningen var en veritabel københavnerbegivenhed, som man bl.a. kunne læse det i Andreas Vindings anmeldelse i Politiken 4. marts 1910:

”Det gule hus på Østergade indviedes i går. D’herrer Haslund og Heyman er flyttet fra det lille sted i Klosterstræde, og i den anledning var der fest i Kongens Klub. (…) Der var blomster i alle stuer i det gule hus, og som ved et trylleslag var Kongens gamle bule omdannet til det stilfulde palæ, det sikkert engang har været. Her var høje og gyldne paneler, lofter med gamle og kunstfærdige stukornamenter, bløde tæpper og sjældne gobeliner. I alle fløje hele gården rundt bredte sig de haslundske møbler – som var det noget fra skønvirke eller udstillingen fra gamle hjem. (…) Der var et køkken i bondestil, som ville få gamle Thrane i Utterslev til at blegne, et soveværelse fra kejsertiden, som måtte få en ung pige til at rødme (man havde virkelig fantasi dengang), og gamle lænestole fra Chr. VIII’s solide dage, der var lige til at dåne ned i for en gammel konferensråd.”

Da Svend Heyman døde, og arven til hans efterladte skulle udredes, valgte Ole Haslund at sælge ejendommen i Østergade 15 og flyttede til den nuværende adresse på Amagertorv i oktober 1942. Forhuset blev indrettet som butik og tro mod hans forretningskoncept udformet som hyggelige stuer, mens baghuset blev brugt til værksted, lager og kontor. Herfra voksede forretningen atter og udvidede i 1953 med en større stofafdeling, hvor man bl.a. kunne se udstillingen Glimt af gardinets historie i 200 år.

Da Ole Haslund døde i 1962, førte Holger Winding butikken videre i Ole Haslunds ånd, indtil den måtte lukke i 1987.

Ole Haslunds livsværk, Ole Haslunds Hus, bestod således fra den første butik i Klosterstræde til sidste på Amagertorv i 82 år som garant for den gode smag i hjemmene. Da Chr. VIII’s mahognimøbler var højeste mode sammen med Louis Philippe- og Biedermeiermøblerne i begyndelsen af 1900-tallet, var det i Klosterstræde, man fik inspiration til at kombinere dem med overkommelige hverdagsmøbler. Ole Haslunds Hus i Østergade leverede tunge egetræsmøbler i en blanding af renæssance- og bondestueagtigt tilsnit, da de blev eftertragtet i mellemkrigstiden – hvis man da ikke tilhørte gruppen af kulturradikale, der søgte over mod de moderne arkitektmøbler. Og Nordens største antikvitetshandel på Amagertorv var først med de klassiske engelske møbler, da Chippendale-interiøret blev hot efter krigen.

Ole Haslunds Hus var således ikke bare en forretning i København, men en institution for den gode smag.

Sammen med Svend Heyman tog Ole Haslund initiativ til, at Louis Bobé skrev Karel van Manders gård, alias Kongens Klub, som udkom i 1919 på deres eget forlag i anledning af deres første ti år i Østergade 15.