Årets modtagere med motivation 2017

Hæderslegater

Sølvsmed Per Sax Møller
Gennem en lang karriere har Per Sax Møller markeret sig blandt førende, danske sølvsmede. Med afsæt i geometriens kugle, kegle og cylinder skaber han sit karakteristiske, ofte kubistiske formsprog.


Hans thekander, vaser, konfektskåle og lysestager træder frem som ekspressiv miniarkitektur, der på samme tid fungerer og forfører. For selv om korpusarbejderne har en indbygget funktion, forsyner Per Sax Møller altid ædelmetallet med en skulpturel dimension. Med til det omfattende oeuvre hører også kirkesølvet, messingarbejderne, smykkerne og æskerne i sølv og emalje.


Per Sax Møller har udstillet talrige gange herhjemme og i udlandet og er repræsenteret på Designmuseum Danmark, Museet på Koldinghus og Kunstindustrimuseet i Oslo. Ligesom hans arbejder indgår i privatsamlinger i Europa, USA og Canada. I 2008 modtog Per Sax Møller den hæderfulde Karl Gustav Hansen Pris.


Hemmeligheden bag succesen skyldes ikke mindst Per Sax Møllers tekniske overlegenhed. Han fik i 1972 svendebrev som sølvsmed fra Kgl. Hofjuvelér A. Michelsen og gik fra 1973-1975 på Guldsmedehøjskolen. Siden 1976 har han haft eget værksted i København.


Også når det kommer til formidling har Per Sax Møller ydet en flot indsats for sølvet. En opgave, han blandt andet påtog sig fra 1999 til 2002 som medstifter og formand for udstillingsgruppen Danske Sølvsmede. Her arbejdede han for, at sølvtøjet skal frem af gemmerne og både bruges og udstilles.


Per Sax Møller modtager som anerkendelse for sit overbevisende bidrag til dansk sølvkunst med en fænomenal teknisk kunnen og et karakteristisk skulpturelt udtryk Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Keramiker Per Weiss
I en alder af bare 18 år kom Per Weiss ind på Skolen for Brugskunst i København. Det blev startskuddet til en imponerende karriere i dansk keramik. Med kunstnerisk virtuositet og en højst personlig stil har Per Weiss slået sit navn fast.


Udgangspunktet er den klassiske skole, når Per Weiss sætter sit aftryk på kunstnerkeramikken. Repertoiret er bredt og formfuldendt. Fra de store, hånddrejede unikakrukker og fade til bowler og små raku vaser, der inviterer til fordybelse. Arbejderne vidner om en dyb fascination af såvel japansk som minoisk kultur og kunsthåndværk.


I den første del af sin karriere som keramiker har Per Weiss gennem en ti-årig periode både studeret og haft sit eget værksted i den japanske keramikerby Hagi. I 1974 gik han i lære hos mesteren Taibi Yosiga, og som den første vesterlænding nogensinde blev den danske keramiker optaget på det japanske akademis årlige prestigeudstilling.


I en næste fase skulle et værkstedsophold blandt lokale pottemagere på Kreta få stor betydning for Weiss og resulterede i de monumentale krukker på godt en meter, der for alvor har placeret ham internationalt. Geometriske eller organisk slyngede motiver udgør ornamentikken, hvis fornemmeste opgave er at understrege formen, mens gentagelsen i mønstrene og det klassiske, næsten universelle formsprog bidrager til den meditative ro, som disse krukker udstråler.


Per Weiss har modtaget en række legater og udmærkelser, blandt andet Kunsthåndværkerprisen af 1879 samt arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond. Han har udstillet i ind- og udland og er repræsenteret i samlinger og på museer, herunder Designmuseum Danmark, Kunstmuseet Trapholt, Höganäs Museum i Sverige, Keramion i Tyskland og The Nakasato Collection i Japan. Weiss har desuden udført udsmykninger til blandt andet Konventgården i Roskilde Domkirke, HK København og Sønderborg Rådhus.


I anerkendelse af en sjælden insisteren på fordybelsen og en konstant søgen efter perfektionering af det keramiske håndværk tildeles Per Weiss Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedkunstner Jesper Fabricius
Billedkunstneren Jesper Fabricius debuterede som billedkunstner i 1979 og blev senere uddannet ved Den Danske Filmskole som filmklipper i 1991. Han bor og arbejder i København.


Jesper Fabricius’ arbejde spænder vidt, han favner et bredt spekter af forskellige medier såsom eksperimentalfilm, installation, ready-made, maleri, fotografi, grafik, collage, tegning og artist books. Siden 1980 har Jesper Fabricius drevet forlaget Space Poetry, der udgiver kunstnerbøger. Desuden har han siden 1981, sammen med billedkunstneren Jesper Rasmussen og grafikeren Åse Eg Jørgensen, udgivet kunsttidsskriftet Pist Protta. I 2007 tildeltes han Akademiets N.L. Høyen Medalje. Jesper Fabricius har også en lang række udstillinger bag sig, både separate og gruppeudstillinger i Danmark og i udlandet.


Jesper Fabricius er en kunstner, som man ikke umiddelbart kan ringe ind med et enkelt pennestrøg, og når man forsøger at fortolke hans værker, smutter de fra en, bliver til noget andet end det, man først troede det handlede om. Humor og en særlig forkærlighed for det skæve i samfundet er noget han foretrækker, når han arbejder sine kunstværker frem, og de små skitseagtige kunsthæfter er noget som ligger Jesper hjerte nært. I disse hæfter udspiller sig en inerti af diversitet, der skaber en usikkerhed om hvad der er intimt, og hvad der er offentligt, eller sagt på en anden måde: Jesper Fabricius lægger ikke skjul på sin egen fascination af det pikante, men hvor de fleste vil fokusere på det der er afbilledet, lægger Jesper mere vægt på det der er rundt omkring.


F.eks. i Kunsthæfte 18 fra 2008 hvor han fokuserer på de kunstværker, der hænger på væggene i de værelser, hvor de seksuelle akter udspiller sig, i de konventionelle pornoblade, oftest fra 1960- 70erne. Herigennem vender han blikket og skaber en ironisk humoristisk twist i forhold til kunstens funktion i samfundet. Dette er bare et eksempel på Jesper Fabricius’ mangeartede kunst indgribende virksomhed.


Gennem hele Jesper Fabricius’ produktion hviler der en form for distanceret blik på kunsten, og det samfund den indgår i og er dybt afhængig af. Denne indsigt er ledestjernen for ham. Gennem det blik har vi fået mulighed for at tage del i, more os over, forundre os over og blive klogere på verden, men det har også ledt til en stor produktion af forskelligartede bøger, blade og andre former for installatoriske værker. For dette omfattende arbejde tildeles Jesper Fabricius Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedkunstner Tumi Magnússon
Billedkunstneren Tumi Magnússon er uddannet ved The Icelandic College of Art and Crafts, Reykjavik, Island og ved AKI, Enschede, Holland mellem 1976-80. Han har været professor ved Iceland Academy of Art fra 1999-2005 og ved Det kgl. Danske Kunstakademi fra 2005-2011. Han bor og arbejder i København og om sommeren i Seyðisfjörður, Island.


Tumi Magnússen er en meget speciel kunstner, hans kunst ligger i et krydsfelt mellem maleri, fotografi og lydinstallation. Det specielle er, at han insisterer på de små ytringer, de upåfaldende bevægelser der er rundt omkring os i hverdagen, som gennem Tumis sind forvandles til en fænomenologisk oplevelse ved, at han understreger de trivielle lyde eller billeder, som ligger til grund for hans kunstneriske eksperiment. Dette kan ske ved at han f. eks. manipulerer med lyden fra en gammel fiskebåds varmepære motor, så lyden starter ved en meget lav og dyb frekvens og derefter, stille og roligt accelereres op til en lysere frekvens, som atter igen vender meget langsomt tilbage til det mørke og nærmest rituelle lydunivers. Denne lydinstallation med titlen Voyage There and Back 2015 indgik i en udstilling på Austellungsraum Klinental, Basel, hvor den var installeret i en korridor som publikum passerede igennem i udstillingen. Et andet eksempel er video- og lydinstallationen Køge Havn Banegaard, fra 2014, der foregik i en nedlagt togstation, hvor man udefra og gennem alle stationens vinduer kunne se et meget langt tog i fuld skala, passere gennem bygningens krop, men et tog der aldrig fortsatte ud i virkeligheden.


I en anden video- og lydinstallation Largo-Presto, fra 2015, kombinerer Magnússon mange forskellige eksempler af bankelyde, såsom kondiløbelyde, bankelyde på en dør, en havelåge der slår eller en vanddråbes trommende lyde mod en plastiktønde, som han ved hjælp af 6 billede- og lydmonitorer, afspiller i forskellige hastigheder og sådan at de forskellige optagelser synkroniserer med hinanden. Der indtræffer en rytmisk synergieffekt, som også er meget morsom.


Man må konstatere, at Tumi Magnússon gennem de meget minimalistiske og hverdagsrealistiske værker arbejder med en specifik følsomhed for de små bevægelser her på jorden, som skaber en stor portion af eftertænksomhed, humor og godt humør. For denne indsats tildeles Tumi Magnússon Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedkunstner & fotograf Trine Søndergaard
Billedkunstneren og fotografen Trine Søndergaard er uddannet ved Fatamorgana Danmarks Fotografiske Billedkunstskole. Hun bor og arbejder i København.


Trine Søndergaard har siden afgangen fra Fatamorgana i 1996 udstillet kontinuerligt i Danmark og i udlandet, med mange prægnante soloudstillinger, som f. eks. den seneste i år, der havde titlen Vakuum, på Kunsthallen Brandts i Odense. Men også hendes seneste soloudstilling A Room Inside hos Martin Asbæk Gallery i København 2015, hvor hun blandt andet arbejdede med motiver af slørede kvindeansigter, slørede med antikke blonder. Portrætterne problematiserer ikke alene selve portrætgenren, men også i disse tider det at dække sin identitet eller udsmykke den, så man ikke længere genkender sin eget spejlbillede. Trine Søndergaard er en meget aktiv billedkunstner, der også har en lang række bogudgivelser bag sig. Hun har desuden medvirket i mange gruppeudstillinger i ind- og udland, her senest i reformationsudstillingen TESER, hvor hun viser fotoserien I min Faders hus er der mange rum, fra 2016.


Når man ser Trine Søndergaards arbejder, vil man i første omgang få det indtryk, at de er tydeligt klassiske i deres udtryk med motiver som portrætter, interiører og landskaber. Man ser forskellige berøringspunkter med maleriet før modernismen indtrådte og for alvor saboterede eller snarere forskød billedets repræsentationsværdi. Men i Trine Søndergaards fotografier kan man stadig finde denne værdi, som maleriet mistede og samtidigt opleve det, som maleriet aldrig rigtigt kunne, at spejle virkeligheden direkte. På trods af at hendes fotografier for en stor del er konstruktioner, dvs. arrangerede billeder, hviler der alligevel en tydelig realisme i hendes billedverden. Og måske kan dette skyldes Trines meget høje grad af opmærksomhed overfor de hårfine forskelle, som netop er det fotografiet kan, udover at det kan repræsentere spejlbilledet, eller mere rigtigt, afbilde virkeligheden, nemlig at fremkalde en magisk realisme i lighed med malere som Johannes Vermeer, Vilhelm Hammershøi og hvorfor ikke, i nogle henseender den surrealistiske maler, René Magritte.


Trine Søndergaard er en af vores mest toneangivende kunstfotografer her i landet, der overbevisende skaber et billedunivers, som hænger fast i ens bevidsthed lang tid efter, man har forladt det. For denne evne og fortsat udviklende arbejde tildeles Trine Søndergaard Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedhugger Søren Jensen
Billedhuggeren Søren Jensen, f. 1957, blev færdiguddannet fra Kunstakademiet i København i 1986. I perioden 1999-2005 var han rektor for det Fynske Kunstakademi i Odense og årene 2011-13 formand for Statens Kunstfonds Billedkunstudvalg. Søren Jensen modtog i 2004 Eckersberg Medaillen.


Søren Jensen har en lang og alsidig kunstproduktion bag sig som i et tilbageblik fremviser tre hovedspor. I 1980’erne og de tidlige 90’ere skabte Søren Jensen en række hvide opretstående skulpturer, der befandt sig et interessant sted mellem minimalismens hang til det anonyme og den klassisk skulpturs trang til massiv kropslighed. Det var et ordløst sted hvor værket skulle erfares gennem sin blotte tilstedeværelse.
I anden halvdel af 1990’erne begyndte Søren Jensen at rette sit fokus på forholdet mellem skulptur og arkitektur. Værkerne får konstruktionsagtig karakter, nærmest små skure, men i en række materialer og teknikker der ikke er almindelige for byggeri. Pap, presenning, træ og stof syes, skrues eller limes sammen for at skabe provisoriske rum for kroppen, som det f.eks. kunne ses på udstillingen Settlement på Overgaden i København, i 2000.


I det tredje hovedspor, og det er her Søren Jensen er i dag, tager han fat på det folkelige, teatralske og hverdagsagtige. Der kommer også fuld skrue på farvepaletten og de specielle effekter. I en række af udstillinger under del-titlen Profan Teater aktiveres en sand overflod af rekvisitter og genstande vi alle kender. Mester Jakel dukker, fastelavnsmasker og dyr iscenesættes i tableauer med cykelstativer, karusseller og vejboder. På udstillingen Profan Teater – Jæger og dyr i skoven, fra 2013 iscenesætter Søren Jensen en forestilling. Denne fremvises digitalt på en skærm mens de anvendte masker og kostumer ligger på paller eller hænger på bøjler i udstillingsrummet. Det er punktet hvor det groteske og farlige forlænger sig ud i det rum, som vi genkender som vores hverdag, der interesserer Søren Jensen.


Som en sidebeskæftigelse har Søren Jensen i samarbejde med grafikeren Mikael Jensen udgivet en serie bøger med fokus på den folkelige kreativitet der folder sig ud i hans nærområde, Fyn. Titlerne er; Fynske vejboder, Minigolf på Fyn og Fynsk tillykke.


For sit alsidige og fremragende arbejde indenfor den 3-dimensionale kunst tildeles Søren Jensen Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedhugger Martin Erik Andersen
Billedhuggeren Martin Erik Andersen f. 1964 er uddannet fra Kunstakademiet i København i perioden fra 1985-92 med et ophold fra 1988-89 på Al Fonun Al-Gamila i Kairo, Ægypten. Siden 2009 har Martin Erik Andersen været ansat som professor på Billedhuggerskolen ved Charlottenborg, Kunstakademiet, København. Han er modtager af både Eckersberg Medaillen, i 2004 og Thorvaldsen Medaillen, i 2014 samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat i 2010.


Martin Erik Andersen har udstillet nationalt og internationalt gennem mange år. Her skal blot fremhæves hans udstilling FOR OCTAVIANS TRIUMF – SLUMBAROK på Gl. Holtegaard i 2015 hvor hans værker indgik i en sær og særlig samtale med udstillingsstedets barokke arkitektur og haveanlæg. Frem til 26. november 2017 deltager Martin Erik Andersen på udstillingen EX SITU, Samples of Life Forms på Copenhagen Contemporary i København.


artin Erik Andersens kunstneriske virke er både meget lige til og fuldkommen uoverskueligt. Lige til, fordi der i udgangspunktet ligger skulpturelle overvejelser som en slags strukturelt plan, en rygrad, til grund for hans værker. Det kan f.eks. være en interesse for et materiales evne til at flyde/størkne eller et spørgsmål om det vertikale kontra det horisontale dvs. hvordan genstande indskriver sig i rum, indtager det og fører/forfører beskueren videre. Uoverskueligt, fordi disse grundvilkår for skulpturen på alle måder bliver angrebet, punkteret, vredet og tilsløret dels ved hjælp af den teknik de er udført i f.eks. strik, 3D laserskæring og silikoneafstøbning, og dels ved hjælp af effekter som f.eks. flimrende laserlys, udmarvede stueplanter og stemningsgivende musik. Der er kort sagt rigtig mange greb og begreber i aktion i værket som kunne få en mindre kunstner til at brække halsen, men som Martin Erik Andersen med sin eminente sans for materialers udsigelseskraft og teknikkers evne til at transportere materialer fra naturlige til syntetiske tilstande håndterer til perfektion. I sit møde med beskueren nægter Martin Erik Andersens værker at opføre sig autoritativt, men forbeholder sig retten til en kompleks vaklen, der til slut placerer værket i det modsigelsesfyldte rum, som kun stor kunst kan gabe over.


For sit særegne, undersøgende og fremragende arbejde indenfor den rumlige kunst tildeles Martin Erik Andersen Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedhugger Elle Klarskov Jørgensen
Billedhuggeren Elle Klarskov Jørgensen, f. 1958 er uddannet på Kunstakademiet i København i perioden fra 1978-80 og 1983-87. Hun startede som en af de nye teoretisk funderede billedhuggere, der havde deres rod i Prof. Hein Heinsens skole på Kunstakademiet og som i 1980’erne stod for en helt ny bevægelse indenfor skulpturen. Modsat 1970’ernes sociale fokus og samfundskritiske skulpturopfattelse vendte den nye skulptur sig mod at fastholde kunsten som et unikt erkendelsesrum.


For Elle Klarskov Jørgensen opstår der dog fra begyndelsen af 90’erne et behov for at relatere det skulpturelle både til det arkitektoniske og det omkringliggende rum. En iscenesættelse af udstillingsrummet i større installationer vinder indpas med det formål at diskutere og opstille alternativer til de fysiske rammer. Ordet Institut begynder at indgå i flere af Elle Klarskov Jørgensens værktitler som en indikator for værkets undersøgende karakter. Modeller, ofte i form af huse, er et andet gennemgående træk der understreger hendes engagement i arkitekturen, rummet, det der former vores hverdag. Modellen antyder også en åbenhed. Den er et forslag og den inviterer til at tænke med, hvilket Elle Klarskov Jørgensen helt bogstavelig gør ved at opstille skulpturelle arbejdsborde eller sokler med forskellige byggeklodser af enten sten, træ eller metal for dermed at opfordre beskueren til en videre leg og tænkning omkring rum og skulptur.


I skulpturens verden spiller farven oftest andenviolin i forhold til formen. Hos Elle Klarskov Jørgensens er der et jævnbyrdigt forhold hvor stærke, næsten selvlysende farver i rød, blå og gul sat op imod hvid, grå og sort bliver et udfordrende kendemærke i Elle Klarskov Jørgensens stramme men visuelt prægnante kompositioner.


Elle Klarskov Jørgensen har udstillet og udført skulpturer til det offentlige rum, både nationalt og internationalt, gennem mange år. Her skal blot nævnes hendes skulptur til Hjorthagan Idrætsplads i Stockholm i 2013 og Station Lyr, en permanent skulptur til Skovsnogen, Deep Forest Artland i Midtjylland, i 2016. Elle Klarskov Jørgensen er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, Moderna Museet, Stockholm, Sverige og Kiasma Museum of Contemporary Art, Helsinki, Finland.


For sit lange, undersøgende og fremragende arbejde indenfor skulpturen tildeles Elle Klarskov Jørgensen Ole Haslunds Hæderslegat 2017.


Scenograf Bente Lykke Møller
Analytisk stringens. Nødvendighed. Skønhed.
Så enkelt kan en karakteristik af scenografen og kostumedesigneren Bente Lykke Møllers omfattende arbejde sammenfattes. Hendes scenebilleder bærer uden undtagelse præg af, at hun er en fremragende læser, som med kirurgisk præcision skærer ind til den dramatiske kerne i et manuskript. Hun afstår fra alle indsmigrende, ubeslutsomt flaksende farver og arbejder for det meste i nødvendighedens gråtoner, udspændt mellem det autoritativt sorte og det demonstrativt hvide. Herved skaber hun smukke og abstrakt visuelle rammer om scenekunsten, hvis menneskelige drama kommer til at fremstå med ekstra styrke i kontrast til det hverdags-afrensede rum.


Bente Lykke Møller er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole i 1986 og har siden 1988 sammen med sceneinstruktøren Staffan Valdemar Holm udgjort en central kraft ikke bare i dansk, men også i svensk og tysk teater. Sammen skabte de – frit efter Strindberg – Nyt Skandinavisk Forsøgsteater, hvis Frøken Julie fra1992, indvarslede det, man kunne kalde den visuelle revolution i dansk teater, der op gennem 1990′erne endeligt gjorde op med scenogafiens under dog-status i scenens hierarkiske produktionsproces.


I tæt samarbejde med Staffan Valdemar Holm har Bente Lykke Møller således skrabet vanens fernis af en imponerende række skuespil, opera- og ballet-forestillinger. På Republique for nylig Topmøde for de mest deprimerede, på Det Kongelige Teater bl.a. Antikrist, Kabale og kærlighed, Richard III, Stuepigerne, Puntila og i denne sæson en dybt foruroligende og mørk version af Frøken Julie, som de brød igennem med for snart tredive år siden; dertil talløse opgaver på bl.a. Malmö Stadsteater, Dramaten, Kungliga Operaen i Stockholm, Deutsches Theater i Berlin, Düsseldorfer Schauspielhaus, Wiener Volksoper samt teatre i Serbien, Chile og Spanien. Uden for dette makkerskab har Bente Lykke Møller bl.a. samarbejdet med den markante svenske koreograf/instruktør Mats Ek på hans både svenske og internationale forestillinger.


For dette imponerende arbejde for at højne scenekunstens visuelle dimension modtager Bente Lykke Møller Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Skuespiller og instruktør Ole Sørensen
Det ‘håndlavede’ teater er skuespilleren og instruktøren Ole Sørensens speciale. Og dermed også Teatret Møllens. For det er på dette Haderselv-baserede teater, han har investeret hovedparten af sin kunstneriske kraft i sin snart 40-årige karriere som skuespiller, instruktør, dramaturg, etc., etc.


Ole Sørensen var oprindelig typograf, men blev lokket ind i det nystartede teater med en mindre rolle og har siden 1979 været Møllens uofficielle stjerne og karismatiske hovedkraft, for selv om det lille egnsteater i den historiske slotsmølle længe var kollektivt ledet, har der aldrig hersket tvivl om Ole Sørensens særlige kunstneriske støbning. Han har selvfølgeligt påtaget sig ensemblerollerne på teatrets scene eller rundt i landet, hvor turnébussen har bragt ham; men han har ligeså selvfølgeligt brilleret i hovedrollerne eller i de monologer, hvis mester han gennem årene er blevet, senest i Grænsevogteren om den danske forpost, da tyskerne trak ind over grænsen i 1940.


Det håndlavede ligger i, at Ole Sørensens forestillinger, hvor vidt forskellige de end er, alle stiler mod et enkelt og intenst formsprog, et autentisk møde med publikum. For nok er han en dreven skuespiller, fuld af lune og fantasi – på mange måder i slægt med gøgleren – men han afstår hellere end forgriber sig på publikums latter. Han er helt enkelt grounded i sit arbejde og holder stædigt stand mod tidens effektive teatermageri. I hans børneforestillinger findes intet kunstigt sødemiddel, i voksenforestillingerne ingen glamourøs ligegyldighed. Det er de dybt menneskelige historier, der interesserer ham. Og når de ledsages af musik, hvilket de tit gør, fremføres musikken live – Ole Sørensen betjener både akkordeon, ukulele og guitar.


Ole Sørensen har taget livtag med flere af teaterhistoriens store roller, bl.a. Richard III og Strindberg i Tribadernes nat, ligesom han for nylig fik hovedpersonen i En mand, der hedder Ove til at udstråle en uimodståelig knarvorn-vrangvillig imødekommenhed. Han fik Jesus-monologen Ørkenbrevet til at handle om den grænseløse kærlighed, frigjort fra enhver ceremonielt-religiøs bundethed. Og han blandt de nyere ensembleroller kan nævnes den paradoksalt empatiske nazist i Claras krig og den harmfulde, men menneskeligt rummelige palæstinensisk far i Tilbage til Haifa.


For dette imponerende arbejde og den urokkelige tro på teatrets fortællinger modtager Ole Sørensen Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Koreograf Tim Rushton
Han er født på landet uden for Birmingham. Alligevel er koreografen Tim Rushtons modersmål ikke engelsk, men trinsproget. Det vidste han allerede intuitivt som barn, og uddannelsen som balletdanser ved Royal Ballet Upper School bekræftede, at hele verden kunne blive hans hjem, så længe kommunikationen foregik som bevægelse, som stemning, som åbne arme ud mod et publikum.


Tim Rushtons første store solistroller blev således skabt på scener i eksempelvis Tyskland og Monte Carlo, inden han kom til Det Kongelige Teater, hvor han imidlertid gjorde sig stærkest gældende som koreograf, bl.a. med den roste og voldsomt fysiske gennembrudsforestilling Dominium fra 2000. Skønt han endegyldigt var brudt ud af den klassiske ballet-grammatik og bl.a. skabte nogle fuldstændig magiske, poetiske og skægge børneballetter, Den røde ballon fra 2000 til Dansescenen og Ud i det blå fra 2001 til The North Pacific Ballet i Seattle, har hans bevægelses-replikker siden altid hvilet på en sikker og bestandig udforskende kombination af det klassiske og det moderne – selv når han har begivet sig langt ind i performance-genren.


I 2001 stillede Tim Rushton sig i spidsen for det dengang tyve år gamle, toneangivende moderne dansekompagni herhjemme, Dansk Danseteater, og har siden med sin sjældne musikalske begavelse, sin stærkt visuelle sans for stemning og billeder, sin evne til at gøre den abstrakte tale konkret sanselig ført kompagniet frem mod både national og international anerkendelse, hvilket bl.a. sås i Kridt fra 2005, Reqiem fra 2006 og Labyrint fra 2009. Hans både menneskelige og kunstneriske generøsitet, hans smittende glæde over at gå på eventyr i dansens rige, har tiltrukket en række af verdens bedste moderne dansere og koreografer, som alle har støttet op om hans kongstanke, nemlig at dans ikke er svært tilgængelig, men taler direkte til én, hvis man stoler på sin oplevelse.


I sin tid som leder af Dansk Danseteater har Tim Rushton således ydet en enestående indsat for ikke bare konkret at åbne dørene ind til den i offentlighedens forståelse eksklusive moderne dans, men også for at bringe den ud til folk, dér hvor de befinder sig – bl.a. har han stået bag initiativer som Copenhagen Summer Dance i Københavns Politigård, Nordic Summer Dance i Stockholm og fra i år Moesgaard Summer Dance på taget af det århusianske museum.


Nu har Tim Rushton valgt at trække sig tilbage som kompagniets kunstneriske leder efter seksten år på posten. For disse år og for alt, hvad Tim Rushton har gjort for det moderne dansemiljø herhjemme og i udlandet modtager han Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Billedhugger Gerda Thune Andersen
Billedhuggeren Gerda Thune Andersen, f. 1932 har en lang og alsidig kunstproduktion bag sig, som i et tilbageblik fremviser en fandenivoldsk energi og evne til at skabe, ligegyldigt hvor livet har taget hende hen.


I 1954 debuterer Gerda Thune Andersen på Forårsudstillingen på Charlottenborg med modellerede portrætter og samme år optages hun på Kunstakademiet i København. Uddannelsen afsluttes i 1959 med et år på L’Academie des Beaux Arts i Paris i 1957.


Allerede fra starten af Gerda Thune Andersens kunstneriske karriere er hendes værker blevet påskønnet. Således modtog hun i 1958 Ny Carlsbergfondets rejselegat og året efter Akademiets Guldmedalje. I 1961 udfører hun sin første opgave til offentligt rum, et keramisk relief med titlen Mand og kvinde planter et træ.


Op til midten af 60’erne fortsætter Gerda Thune Andersen med at skabe skulpturer og portrætter. I årene 1965-70 er hun bosat i Sverige og det svenske kunstliv får glæde af hende både i form af udstillinger, f.eks. på Lunds Konsthal og Liljevalls Konsthal i Stockholm, og udsmykningsopgaver, f.eks. Tre klatreskulpturer til Rosengården i Malmø.


I 1970 vender Gerda Thune Andersen tilbage til Danmark og udstiller bl.a. separat i Galleri Birkdam, 1970 og ’78. Hun bliver medlem af kunstnersammenslutningen Vrå i 1973. I 1974 køber Statens Museum for Kunst Ekko af en drøm, et stort relief af Gerda Thune Andersen.


I størsteparten af 80’erne er Gerda Thune Andersen bosat i udlandet, bl.a. Mozambique, Kenya og Laos. I sidstnævnte land udfører hun store skulpturer i hårdtræ og i Kenya en større serie træsnit.


Efter hjemkomsten begynder indtrykkene fra de mange år i udlandet at sætte sig afgørende spor i Gerda Thune Andersens kunst, som det kan ses bl.a. i hendes store serie Houses of Memory fra 1990-2004 og Kupler – Dome or Die I,II,III fra 2006. Gennem alle disse værker ses en særlig interesse for huset og den arkitektur, der danner rammen om vores liv og død, hverdag og religion.


I det seneste årti har Gerda Thune Andersens værker fået karakter af installationer, og som en understregning af at liv og kunst for Gerda Thune Andersen er en organisk helhed og selve arbejdsprocesserne en vigtig enhed, har hun valgt også at udstille sit atelier i forbindelse med sine to retrospektive udstillinger, henholdsvis på Vendsyssel Kunstmuseum i 2012 og på Munkeruphus i 2017.


For sit livslange og markante arbejde indenfor den billedhuggerkunsten tildeles Gerda Thune Andersen Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Museumsinspektør, dr. phil. Ulla Kjær
Kunsthistorikeren museumsinspektør, dr. phil. Ulla Kjær, f. 1958, er museumsinspektør og seniorforsker på Nationalmuseet, hvor hun har været ansat siden 1999. Inden denne ansættelse var hun redaktør på Danmarks Kirker. Hendes publikationsliste er lang – artikler og bøger, herunder ca. 400 artikler til Den Store Danske Encyclopædi. Og indenfor de sidste 10 år har hun leveret en forskningsmæssig og formidlingsmæssig indsats i særklasse.
I 2010 udkom hendes doktordisputats Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist i to store monumentale bind på i alt 1421 sider. Senere er værket udkommet i en noget mindre og for mange nok mere tilgængelig udgave under titlen Nicolas-Henri Jardin: Den danske klassicismes franske fader.


Forbindelserne mellem det danske og franske kulturmiljø har Ulla Kjær igen taget op i bogen: Fransk elegance og dansk snilde: Fransk-danske kunstforbindelser i den danske enevældes tid. Men Ulla Kjærs viden og indsats spænder vidt. Bl.a. udgav hun i 2013 en meget rost bog om Roskilde Domkirke. For hele denne store forsknings- og formidlingsindsats tildeles Ulla Kjær Ole Haslunds Hæderslegat 2017.



Chefkonservator Søren Bernsted
Chefkonservator Søren Bernsted har igennem en årrække været leder af Kunstkonserveringen Danske Museers Center for bevaring af Kunst. Denne måske i den brede offentlighed ikke særligt kendte institution har haft og har til stadighed en meget stor betydning for bevaringen af den danske kulturarv, siden den blev etableret i 1978.


Inden da blev restaurering og konservering af museernes kunstsamlinger udenfor de helt store museer kun varetaget i marginalt omfang. Men en række kunstmuseer gik sammen og dannede en forening, der med udgangspunkt i den danske andelsforenings-model blev til Fælleskonserveringen, der blev drevet med faste tilskud fra medlemmerne.
Konserveringsværkstedet har siden fået både en afdeling øst og vest og skiftet navn til Kunstkonserveringen men er stadig drevet som en forening, der udover arbejde for kunstmuseerne varetager opgaver for staten, kommunerne og for private.


Chefkonservator Søren Bernsted har i mange år stået i spidsen både fagligt og administrativt for hele denne for den danske kulturarv så centrale institution med alle de udfordringer for driften, som en medlemsstyret og en løbende økonomisk nedskåret medlemskreds behov og ønsker må give. Og samtidig har han formået at opbygge et virkeligt kompetent fagligt miljø og dertil fastholde sin egen faglighed og konserveringsmæssige indsats.


For denne krævende og dygtige indsats tildeles chefkonservator Søren Bernsted Ole Haslunds Hæderslegat 2017.


Lektor emer., mag.art., forfatter Mogens Nykjær
Lektor emer., mag. art., forfatter Mogens Nykjær er en eminent kunsthistoriker, f. 1944, der i en lang årrække, mere end 40 år, underviste i kunsthistorie på Aarhus Universitet og derfor har haft meget stor betydning for uddannelsen af kunsthistorikere i Danmark. Sideløbende hermed har han skrevet en lang række artikler og bøger om dansk og europæisk kunst og kultur. Bøger og artikler, der ligesom hans undervisning, altid hvilede på omfattende studier og dyb indsigt i sit emne og samtidig i høj grad førte til nye og overraskende indsigter.


I de seneste knap 20 år har han for et alment publikum skrevet en række monumentale bøger om centrale steder og kunstværker i den italienske – og dermed for resten af den europæiske kunsthistorie betydningsdannende – kunst. Og hermed har han kombineret sit enorme overblik og viden med viljen til at formidle den viden til et bredt publikum.


For denne store indsats både mht. forskning, undervisning og formidling af den europæiske kulturarv tildeles han Ole Haslunds Hæderslegat 2017



Rejselegater

Museumsinspektør, ph.d. Rasmus Kjærboe
Kunstmuseum og har allerede lagt navn til flere nye initiativer på museet.


Rasmus Kjærboe regnes for et stort talent i dansk kunsthistorie og har inden sin museumsansættelse også været ekstern lektor i kunsthistorie på Københavns Universitet. Desuden stiftede han og var redaktør af kunsttidsskriftet AFART og har også gjort et stort arbejde for at opretholde et fagligt og socialt netværk blandt danske kunsthistorikere ved at være formand gennem flere år for Dansk Kunsthistorikerforening.


For dette ret omfattende og energiske arbejde tildeles Rasmus Kjærboe Ole Haslunds Rejselegat 2017.



Glaskunstner Karen Lise Krabbe
Glas møder kobber, glas møder aluminium, møder skavgræs, strandsand, bagepulver eller hvedemel. Intet er for simpelt til at blive en ingrediens i den danske glaskunstner (selv kalder hun sig glasmager) Karen Lise Krabbes dybt originale kunstneriske univers. Den røde tråd gennem hendes skulpturer er netop eksperimentet og krydsningen af materialer.


Som alkymisten udforsker Krabbe glassets væsen og inviterer også gerne industriens komponenter indenfor i kunsten. Som når skår fra gamle bilruder eller udtjent kobber fra et nedrivningsfirma genbruges i bedste øko-ånd.


Videbegærligt strækker Karen Lise Krabbe glasmaterialet til det yderste og udvikler egne teknikker. Sand tjener ofte både som æstetisk virkemiddel og som støbeform. Frem af sandet opstår de mest forunderlige organismer af en på én gang porøs og stærk natur; mest minder de om havbundens koralrev, søanemoner og skaldyr.


Det er delikat anderledes, når Karen Lise Krabbe stykker sine amorfe glasobjekter sammen lag for lag, så udtrykket balancerer mellem brugsting og skulptur. Funktionen er sat ud af spil som i Blind Box for NoThing fra 2014. Beholderen har låg, men indeholder intet.


Karen Lise Krabbe tog den danske glasverden med storm, da hun som et relativt ubeskrevet blad i 2014 vandt den ærefulde førstepris i Coburg. Karen Lise Krabbe er desuden to gange tildelt Kunsthåndværkerprisen af 1879, bronze i 2009 og sølv i 2011.


Karen Lise Krabbe er egentlig uddannet cand.mag. i dansk, dramaturgi og spansk, og det var først i en moden alder, hun kastede sig over glasset. Hun blev optaget på Do Karlslunds glasskole og har været assistent hos Dam og Karlslund samt Mette Bülow. Hun har deltaget på adskillige udstillinger i ind- og udland og er repræsenteret på museer som Designmuseum Danmark, Glasmuseum Ebeltoft og Veste Coburg i Tyskland.


I anerkendelse af en original og eksperimenterende tilgang og fornyelse af glaskunsten modtager Karen Lise Krabbe Ole Haslunds Rejselegat 2017.



Keramiker Mikael Jackson
Man er ikke i tvivl, når man ser et af Mikael Jacksons værker. Trods relativt få år i faget har keramiktalentet fra Odder allerede udviklet en markant signatur. Han har udstillet i ind- og udland, herunder på flere censurerede udstillinger, og høstet stor anerkendelse. Som med udstillingen Arkitektoner i 2003 i Ann Linnemann Studie Galleri i København, der blev præmieret af Statens Kunstfond. I 2013 blev det også til et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.


Stilen er stram og overbevisende, når Mikael Jackson udsætter det keramiske materiale for en grundig undersøgelse; han stiller sig selv bundne opgaver og reflekterer over geometri og arkitektoniske konstruktioner, hvor han blander lertøj og porcelæn. Resultatet er underfundige, konceptuelle skulpturer. Jackson stabler ofte sine figurer af ens keramiske moduler, der repeteres på utallige måder. Dynamikken opstår, hvor kontrasterne mødes i balancepunktet mellem det spinkle og det robuste, det vakkelvorne og solide, unika og serie, mellem det håndværksmæssige, taktile og det industrielle look.


At Mikael Jackson foruden Designskolen Kolding og et studieår på Konstfack i Sverige er uddannet fra Royal College of Art i London fornægter sig ikke. Han opdaterer keramikken med teknisk snilde og kunstnerens legelystne blik. Han inspirerer også gerne andre til at eksperimentere, blandt andet som værkstedsleder på SuperFormLab på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.


For originaliteten og nytolkningen af keramikkens kunstneriske potentiale modtager Mikael Jackson Ole Haslunds Rejselegat 2017



Billedkunstner Kirsten Otzen Keck
Billedkunstneren Kirsten Otzen Keck er uddannet på Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam, Holland i 1998.


Kirsten Otzen Keck har siden 1999 med udstillingen Efter Lukketid- en Gadesoap, Rum46, Århus, haft en række soloudstillinger gennem årene og her senest Krystalkuglen 1946, på Udstillingsstedet Sydhavn Station og Kunstpakhuset i Ikast i 2015. Hun har også medvirket i en lang række gruppeudstillinger som f. eks. Stafet i Esbjerg Kunstmuseum, 2004-05, Face a Face, Odd Fellow Palæet, København / Off Dak`art, Dakar Biennalen, Dakar, Senegal i 2010 og About:Blank, Macro Testaccio-Lapelanda, Museo D’arte Comtemporanea Roma, Rom, Italien i 2016-17.


I en kunstanmeldelse skriver Trine Ross: ”Der er grænser, som det næsten er umuligt at trække, og som derfor er så vigtige at holde godt øje med. En af dem løber et sted mellem den fællesskabsfølelse, som alle mennesker har brug for at føle, og den slags massepsykoser, verdenshistorien kun er alt for rig på.” Det er denne slags uklare grænsedragninger som Kirsten Otzen Keck bliver tiltrukket af og gerne vil undersøge som f.eks. i udstillingen Selvbevægelser i Massebevægelsen i 2008, hos Galleri Pi i København. Her satte hun fokus på en gråzone indenfor lægevidenskaben, hvor ny teknologi nogle år tidligere gjorde en rumænsk kvinde gravid ved en ægdonation, hvorefter hun fødte et friskt og sundt barn som 66-årig. Mange syntes dette var unaturligt, men hvor går grænsen for det naturlige? Det er denne slags dilemmaer, som tiltrækker Kirsten Otzen Kecks opmærksomhed og som hendes værker kredser om. Det er det kollektive menneskes erindringer via billeder, personlige historier og fælles virkelighedsopfattelser, der udmønter sig i en idé om en ”fælles offentlig personlighed”, hvor det individuelle og det kollektive overlapper, blandes og afføder hinanden.


Kirsten Otzen Keck arbejder hovedsaglig med animationsvideo, collage og installation. Hun har vist en original måde at bruge collageformen, både som store værker på væggen eller i det offentlige rum som en slags billboard skulpturer, som f.eks. foran Malmös Centralstation under Malmö Festivalen i 2013, eller som på Skovsnogen Artspace, Kibæk i Vestjylland i 2012. Men også som animator er hendes indsats betydelig med en original og dristig måde ved igen at bruge collagen som udgangspunkt for formidlingen af sit budskab.


For dette personlige og eksperimentelle arbejde tildeles Kirsten Otzen Keck Ole Haslunds Rejselegat 2017



Billedhugger Tove Storch
Billedhuggeren Tove Storch, f. 1981, er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2000-2007 med ophold på Akademi Der Bildende Künste i Wien 2003-04 og Kunsthochschule Berlin-Weissensee 2005-06.


En gruppe mennesker sidder og kigger i hver deres bog. Set fra oven ser man at bogen har samme format og at alle kigger på en blå farve i bogen. Dog ikke den samme blå farve. Gruppen er deltagere i en performance af Tove Storch med titlen Reading Blue, som bl.a. fandt sted på Louisiana Museum of Modern Art i 2012 og på Residency Art Unlimited i New York i 2013. Værket består af 50 unikke håndlavede bøger, som når de ikke bliver aktiveret i en performance, udstilles på et bord af udspændt silke.


Med stor præcision og overraskende enkle midler formår Tove Storch at slå en sanselig dagsorden fast. I hendes skulpturelle værker får materialerne lov at tale med deres rustne metalliske råhed eller ved silkens udspændte gennemsigtige sarthed. Netop disse to materialer, metal og silke, går igen i mange af Tove Storchs værker. Metallet spænder silken ud, beskytter den eller løfter den frem i rummet. Det er en to-sidet alliance, men rollerne kan også byttes om. Således poserer silken, indfarvet i sølv- og bronzefarvede nuancer, i værkerne Untitled (metal object #8, silver) og Untitled (metal object #7, light bronze) fra 2008 som noget den ikke er. Udspændt på et kasseformet skelet ser silken ud som metalplader. Kun ved hjørner og enkelte kanter opdager man materialets sande beskaffenhed.


Tove Storch udstiller både nationalt og internationalt. I 2017 har hun haft en soloudstilling på Mount Vincent University Gallery i Halifax, Californien og i Danmark har hun deltaget på gruppeudstillingen IDEALER. Konkret kunst dengang og nu på Randers Kunstmuseum samt Cool, Calm and Collected på AROS Aarhus Kunstmuseum, Aarhus.


For sine markante undersøgelser af skulpturens muligheder tildeles Tove Storch Ole Haslunds Rejselegat 2017.



Skuespiller Morten Burian
er er almindeligt gode forestillinger, man er optaget af hele vejen hjem fra teatret. Og så er der de ualmindeligt fremragende, som man kan mærke, at man aldrig vil glemme. Dem, der rummer billeder, som har ætset sig ind i ens nethinde. Synet af skuespilleren Morten Burian som kulturradikalt slagtesvin, hængende i en krog fra loftet, nøgen, opskæringsparat og – måske, måske ikke? – dybt naiv, er et af den slags billeder.


Det villige slagtesvin var den dramatiske kulmination i Tue Bierings monolog Rocky! på Husets Teater i dette efterår, hvor Morten Burian var alene på scenen i mere end halvanden time. Han formåede suverænt at balancere mellem på én gang at være foredragsholder og stand in for Sylvester Stalone fra 1970-filmen Rocky – taberen, som rejste sig til oprør og vandt elitens sympati, men som måske i virkeligheden ikke fortjente at lykkes. Et kontroversielt blik på det aktuelle folkelige oprør og et stykke brillant politisk teater, udført af en begavet skuespiller, som var i stand til at tænke konceptuelt og samtidig være ekstremt nærværende som menneske på scenen.


Morten Burian er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2000 og tilbragte nogle år på sit gamle teater, inden han drog videre til Aalborg Teater, hvor han – udover at være kunstnerisk leder af den lille eksperimentalscene, Transformator – var del af ensemblet og bl.a. medvirkede i Macbeth og Under bæltestedet. I 2013 brød han op for at blive københavnerbaseret freelancer, fuldt bevidst om hvad det ville koste hele tiden at søge samarbejdspartnere, men også om, hvad det kunne give ham, hvis han satsede stort. Siden har denne satsning bragt ham direkte ind i teatrets virkelige brændpunkter, f.eks. medvirkede han i Sort/Hvids kult-forestilling Living Dead i 2016.


Morten Burian modtager Ole Haslunds Rejselegat 2017 for sin kunstneriske kompromisløshed og som tilskyndelse til at fortsætte denne linje.



Skuespiller Christine Albeck Børge
Hun er ikke bange for selv at tage initiativerne, skaffe forbindelserne og pengene, skrive teksterne, sy kostumerne – ja, hvad som helst, der skal til for at skabe teater, som går til kanten, afsøger nye erfaringer, virkelig betyder noget.


Skuespilleren Christine Albeck Børge er kort sagt en ildsjæl, som får ting til at ske, og som ikke sparer sig selv i processen. Hun er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2000 og var de første ti år af sin karriere freelancer med mange gode opgaver bl.a. som søgende og sårbar sekretær Eva Crane i Mammutteatrets Ikke om nattergale, den grundsvigtede og hiv-smittede Fatima i Altid fremmed hvor du går på Plan B og den klichéfyldte, men velmenende Iben i Hjem kære hjem på Teater Grob.


Derefter var hun i en årrække del af ensemblet på Mungo Park, hvor hun fik mulighed for at vise sin store dramatiske spændvidde i forestillinger som plejehjems-oden Den allersidste dans, den sitrende kærlighedshistorie Forførerens dagbog, det skægge nedslag hos hverdagsdanskerne i Dette burde skrives i nutid og den konfrontationslyste Opsang. Rollen som den transseksuelle, psykologisk komplicerede Brandon i Boys don’t cry – skabt i samarbejde med Eventministeriet på Det Kongelige Teater – blev dog det absolutte højdepunkt. Her stod det klart, at Christine Albeck Børge har en unik evne til at ramme fuldstændig rent og gå all in, når hun stiller sig til rådighed for en karakter. Intens, sårbar og forslået, men stærk i sin kamp for at være sig selv.


Christine Albeck Børge stod en overgang i spidsen for Mungo Park Lab, hvor hun med kort prøvetid og kun én spilleaften afprøvede sine originale idéer, f.eks. omskabte hun Nøddebo0 Præstegård til incest-drama med teleprompter og live-flæskesteg. Tidligere i år vendte hun tilbage til Mungo Park i titelrollen i Hamlet – mørk og ulykkelig – og har i denne sæson været aktuel som terminalpatienten i Transfervindue på Det Kongelige Teater. Uafrystelige og modige præstationer, der ikke bare viser scenekunstens, men også hendes egen kunstneriske spændvidde.


For utrætteligt at holde ilden i sin sjæl ren og klar og som opmuntring til at fortsætte dette vigtige arbejde modtager Christine Albeck Børge Ole Haslunds Kunstnerfonds Rejselegat 2017.



Dukkemager og dukkespiller Rolf Søborg Hansen
Der er dem, der mener, at sjælen sidder i øjet. Dukkemager og dukkespiller Rolf Søborg Hansen har i de sidste knap tredive år leveret talløse beviser for, at den faktisk sidder i masken – eller måske snarere: i dukken.


Dyr, mennesker og alt derimellem har han givet et sælsomt, stiliseret og medfortolkende liv, som har løftet teaterforestillingerne – både for børn og voksne – op i et poetisk, nogle gange lavmælt, andre gange højtråbende surreelt univers. Hans evne til at omsætte tekst og psykologi til form og farve, materiale og bevægelse, til en ukonventionel visuel teaterleg, er ganske enkelt enestående. Somme tider kræver fortællingen mandsstore dukker, som dukkeføreren kan gemme sig i; andre gange arbejder han i det helt lille format med små sjæle i snoretræk, ført synligt af ham selv. Men hvad enten man kan se ham eller ej, er hans kunstneriske ånd uafviselig.


Rolf Søborg Hansen er uddannet skiltemaler, men har efter studieophold på Hochschule fur Schauspielkunst Ersnt Busch Berlin siden 1990 skabt sig en fabelagtig flot karriere som dukkemager og dukkespiller – til tider også som scenograf, dramatiker og instruktør af sine egne historier. Hans faste baser var længe Det Lille Teater og Marionetteatret i Kongens Have, og deres kunstneriske succes skyldes for en stor del hans enestående fabulerende fantasi og tekniske ekvilibrisme.


Men han har også mange andre samarbejdspartnere, bl.a. Det Olske Orkester, som i denne sæson er aktuelt med børnefablen Ræven går derude, hvor Rolf Søborg Hansens pragtfuldt ekspressive kostumer, masker og dukker går lige til grænsen for, men aldrig over, hvor meget gys og gru aldersgruppen kan kapere.


I de senere år har han udvidet sit felt til også at omfatte voksen-dukketeatret, og Bådteatret har flere gange dannet ramme om hans helt fænomenale syner. F.eks i Erling Jepsen-forestillingen MOJN klonede han logisk og grotesk forfatteren og lod ham befolke alle hjørner af forestillingen, og i Arne går under – om den mildest talt omsorgssvigtede Arne – fik han mirakuløst underfundig socialrealisme til at vokse frem af Arnes ekspressive ensomhed.


Det er en stor glæde at kunne takke Rolf Søborg Hansen for talløse fantastiske dukke- og masketeateroplevelser ved at tildele ham Ole Haslunds Rejselegat 2017.



Billedhugger og maler Jeanette Hillig
Billedhuggeren og maleren Jeanette Hillig, f. 1977, er uddannet fra Kunstakademiet i København, 2002-2008 med et år på Staatliche Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt 2005-2006.


Jeanette Hilligs kunstpraksis befinder sig i et krydsfelt mellem abstrakt maleri, objekt og installation. De bemalede billedflader opstilles i rumlige konstellationer, hvor de abstrakt-ekspressive strøg med malerpenslen bliver brudt af monokrome indskudte planer eller fremmedartede materialer som f.eks. sortjern. Der er stor kejtet følsomhed i Jeanette Hilligs måde at føre malingen rundt på lærredet på. I visse tilfælde helt ud på væggen. Maleriet skal spærre vejen gennem rummet, flyde ud på væg og gulv eller kravle rundt om hjørner, som det kunne ses på udstillingen KULØR KUGLE KANT på Rønnebæksholm i 2017, hvor Jeanette Hillig satte sine værker op mod Vilhelm Lundstrøms.


I de tidligere værker spores en interesse for ready made og action painting traditionen. Hverdagsgenstande som f.eks. en trillebør indgår i et tableau og poserer overhældt med maling eller et bundt overmalede ski holdes sammen af et toiletbræt, som det f.eks. kunne ses på hendes separatudstilling For sidste gang til Brøndby Strand på Overgaden, 2010 og på gruppeudstillingen Secret Garden på Gl. Holtegaard i 2012.


Ud over sit arbejde med kunsten har Jeanette Hillig siden 2016 været medstifter af udstillingsstedet RØM på Det Gamle Grønttorv i Valby og i 2014-2015 medarrangør og udstiller på OK CORRAL Project Space i København.


For sine undersøgelser af maleriet som rumligt objekt tildeles Jeanette Hillig Ole Haslunds Rejselegat 2017.



Opmuntringslegat

Udstillingsstedet Sydhavn Station
Udstillingsstedet Sydhavn Station er et kunstnerdrevet udstillingssted i Københavns Sydhavn beliggende i det nedlagte billetkontor i selve stationsbygningen. Stedet har eksisteret siden 2012 og modtog de første år støtte fra Statens Kunstfonds Platformstøtte, men har siden klaret sig fra udstilling til udstilling med mindre tilskud til udstillingsdriften fra bl.a. Københavns Billedkunstråd.


Foruden selve udstillingerne inde i det forhenværende billetkontor udstilles der også papirarbejder og plakater på 15-20 plakatstandere som befinder sig ude i selve indgangshallen. Med hver skiftende udstilling får de forbipasserende på vej til og fra S-togene et nyt visuelt udsagn præsenteret. Ganske gratis.


På grund af Metrobyggeriet har Sydhavnen Station siden 2015 haft Fiskerkonen fra Gammel Strand stående foran stationsbygningen. Det ser fuldstændig fantastisk ud og Udstillingsstedet Sydhavn Station har vist en række skiftende udstillinger, der relaterer til forflytningen af Fiskerkonen. I en nyopført billboard-ramme under jernbanebroen på Sydhavn Station ønsker udstillingsstedet med et open call at åbne op for endnu flere bud på udstillinger under jernbanebroen.


Det kræver stort engagement, idévirksomhed og udholdenhed at påtage sig at drive et udstillingssted. For arbejdet med at bringe kunsten ud på et uventet sted og som opmuntring til fortsat udstillingsvirksomhed tildeles Udstillingsstedet Sydhavn Station en portion af Ole Haslunds Legat 2017.